Få Carine Roitfelds stiltips
Skrevet 19. maj 2009 af Costume. Foto: Bulls
God stil handler om, hvordan du mikser dit tøj, og hvordan du bevæger dig, afslører chefredaktøren for fransk Vogue
Den stilfulde kvinde fortæller, at hun sjældent går i jeans.
”Jeg går kun i jeans og flade sko, når jeg er på ferie. Aldrig, når jeg er på arbejde. Jeans klæder mig, men det er ikke for mig mere. Det er forfærdeligt at sige, men det har noget at gøre med alder,” siger Carine Roitfeld til Acne Paper.
”Jeans er for mine assistenter,” siger hun.
Hvis hun bliver bedt om at beskrive sin stil, siger hun, at hun er klassisk med kant.
”Se på min kjole. Den ser ikke ud af noget særligt. Det handler mere om den måde, du mikser tøj, og hvordan du bevæger dig, hvordan du åbner din taske, og hvordan du krydser dine ben. Det er de små ting, der gør forskellen,” siger Carine Roitfeld.
Chefredaktøren afliver også rygterne om, at hun vejer sine medarbejdere.
”Folk tror, at jeg vejer mine piger på kontoret, men det gør jeg ikke. Vi har en vægt, fordi vi rejser meget, og nogle gange kan man højest have 25 kilo med. Vægten bliver bare brugt til at veje vores baggage - ikke for at veje vores medarbejdere,” siger Carine Roitfeld til Acne Paper.