Den danske filminstruktør Rie Rasmussen var den første, der kritiserede den amerikanske fotograf Terry Richardson (i ternet skjorte) dette forår. Den anerkendte fotograf havde udgivet en bog, hvori den forhenværende topmodel optrådte sammen med halvnøgne, purunge piger.
“Han tager unge piger og manipulerer dem til at tage deres tøj af, og han tager billeder af dem, som de vil skamme sig over. De tør ikke sige nej, fordi deres bureauer har booket dem til dette job, og de er for unge til at forsvare sig selv,” sagde Rie Rasmussen til New York Post.
Efterfølgende har flere modeller fulgt trop og beskyldt Terry Richardson for at tage tøjet af foran dem og forsøge at lokke dem til at tage billeder af ham nøgen, inden han ville gøre det modsatte med de unge modeller.
Skriv en kommentar