Emma Watson nyt ansigt for Lancôme
Skrevet 17. mar 2011 af Costume. Foto: Scanpix
Den stilfulde 20-årige britiske skuespillerinde kommer til at pryde Lancômes kampagner
Den stilfulde Harry Potter-skuespillerinde Emma Watson skifter snart tryllestavene ud med makeuppensler. Den 20-årige skuespillerinde er nemlig netop blevet udnævnt som ny ambassadør for det franske skønhedsbrand Lancôme.
"Takket være hendes charme, romantiske såvel som moderne look er Emma Watson blevet et ikon for sin generation. Vi er begejstrede for dette nye samarbejde med Emma Watson, fordi det bringer en frisk ny ånd til Lancôme," siger Youcef Nabi, direktør for Lancôme International.
Modelrollen er ikke ny for Emma Watson. Hun har tidligere været ansigt for det britiske modehus Burberry.
Tidligere Lancôme-ambassadører tæller blandt andre Julia Roberts, Kate Winslet og Penélope Cruz.