5 items, du aldrig skal skille dig af med


© Victor Jones

5 items, du aldrig skal skille dig af med

Selvom det er rart at rydde ud i garderoben, er der alligevel nogle items, som er værd at beholde – uanset skiftende modetendenser

14. marts 2017 af Marie Alkestrup

Vi er så småt på vej mod lysere tider, hvilket for mange betyder, at garderoben skal igennem den obligatoriske forårsrengøring.

I forbindelse med sådan en oprydning, vil du oftest finde guides til, hvad du skal skille dig af med. Her bliver du derimod guidet til det stik modsatte, da nogle stykker tøj eller tilbehør er  værd at beholde uanset, hvad moden dikterer. 

Vi har derfor lavet en guide over fem items, som du bør beholde, selvom trangen til at rydde ud i garderoben melder sig. 

1. Kjolen, der får dig til at føle dig godt tilpas

Har du en særlig go-to kjole, som gang på gang har reddet dig fra en tøjkrise inden en stor fest, må du ikke kassere den, bare fordi du pludselig bliver grebet af trangen til at rydde ud i klædeskabet.

Overvej i stedet at skille dig af med fine festkjoler, du kun har brugt en enkelt gang, eller lej dem ud via denne smarte app.

2. Din første rigtige taske

Måske brugte du, ligesom mange andre kvinder, dine første surt optjente penge på at investere i drømmetasken, der på mange måder symboliserede rejsen fra barn til kvinde. 

Er du ikke i akut pengenød, bør du derfor af sentimentale hensyn bevare tasken, da du altid vil kunne glædes over de mange minder, som er forbundet med den. 

3. Dine perfekt slidte Converse

Selvom Converse-sneakers løbende falder og stiger i popularitet, er der alligvel noget klassisk over et par godt slidte Converse. 

Derudover har modecyklussen gang på gang bevist, at Converse vender tilbage – og modsat mange andre former for fodtøj, er den slidte udgave mindst lige så god, som et par splinternye sneakers.

4. De gode jeans

Vi ser mange skiftende tendenser på denimfronten lige nu, men et par jeans med god pasform er altid værd at holde fast i. 

Selvom du beholder de klassiske jeans, er der ikke noget i vejen for at supplere denimsamlingen med nogle af de mere spraglede varianter.  

5. Den rå læderjakke

Når det gælder mode, er det aldrig til at vide, hvilken jakke, der pludselig vil tage alle med storm

Men én ting er sikker: En god læderjakke går aldrig af mode, hvorfor du vil ærgre dig over at skille dig af med den. Og som en bonus bliver skindjakker kun pænere med årene. 


MERE FRA COSTUME

Måske er du interesseret i ...

Seneste