Sådan får du flot hår, imens du sover: 5 gode råd giver perfekt hår
© Anna Stokland

Sådan får du flot hår, mens du sover

Morgentravlhed er skyld i mange dårlige hårdage, men med disse råd ordner frisuren sig selv i løbet af natten, og du vil vågne med perfekt hår

12. februar 2017 af Marie Alkestrup

Mange har det med ofte at komme lidt for sent ud af døren om morgenen. Den manglende tid er især problematisk på de dage, hvor man er vågnet op med umuligt og uregerligt hår, der bare ikke vil, som du vil. Her er fem minutter bare ikke nok til at fikse håret, og du er derfor tvunget til at gå igennem dagen med dårligt hår, hvilket ikke gør dagen bedre – tværtimod. 

Heldigvis findes der faktisk en del tips og gode råd, som vil give dig pænt hår, lige fra du slår øjnene op om morgenen. Det er nemlig gode hårråd, som alle hjælper dit hår, imens du sover, så du kan vågne op med perfekt hår.

Er du træt af dårlige hårdage, så find vores fem råd nedenfor, og få styr på håret – uanset om du søger efter råd til fylde, krøller eller glat hår. 

Psst ... Her er modeugens flotteste frisurer

Træt af at vågne op med kruset hår?

Er du træt af at vågne op med uglet hår? Så er der faktisk flere forskellige hjælpemidler, som kan afhælpe det filtrede hår, og de er alle utroligt nemme

Et af dem omhandler blandt andet at skifte dine pudebetræk i bomuld ud med et i satin. Bomuld vil nemlig absorbere al fugten fra dit hår og efterlade det tørt og kruset, hvilket er det perfekte udgangspunkt for en dårlig hårdag. 

Skift derfor betrækket ud, og oplev hvordan dit hår bliver mindre filtret og din hud mindre rynket – et normalt betræk folder mere og giver derfor flere furer i ansigtshuden, modsat den glatte satin, som lader både hud og hår glide gnidningsfrit over puden. 

Vågn op med perfekte bølger i håret

Hvem drømmer ikke om at vågne op med perfekt bølgende lokker? Den drøm virker måske lidt umulig, men dette hårlook er faktisk nærmere, end man skulle tro. 

Alt du skal gøre er at dele dit let fugtede hår ind i to lige store sektioner ud fra din normale skilning, og derefter sno håret i to store knolde, som du samler med en elastik. Lad knoldene sidde så længe som muligt, og som minimum indtil dit hår er helt tørt. 

Tag derefter elastikkerne ud, red håret igennem med fingrene, og giv det en gang hårlak, og så har du smukt krøllet hår. Se hele metoden i videoen nedenfor. 

Mangler du fylde?

Er du god til at skabe fylde foran i håret, men er ked af, hvor flat dit hår er bagpå – især efter, du har ligget på det over en helt nat? Så vil dette trick være en stor hjælp. 

Alt du skal gøre er at lave en høj knold på toppen af hovedet, inden du går i seng, og når du så vågner næste dag og løsner knolden, vil du opleve at have fået meget mere fylde, både i siderne og bagtil. 

Knolden vil desuden også forhindre dig i at ligge og rode rundt på dit hår, hvilket mindsker risikoen for både filtret og uglet hår. 

Vågn op med sexet hår á la Kate Moss

Dronningen af mode er samtidigt også dronningen af sexet, skødesløst hår, og her tænker vi selvfølgelig på Kate Moss. Hun formår altid at have helt perfekt uglet hår, og nu viser det sig, at det faktisk er langt nemmere at kopiere hendes signaturlook end først antaget.

Frisuren skabes bedst ved at have 90 procent tørt hår, gå i seng som normalt, og så alliere dig med en teksturspray morgenen efter, hvilket vil give sexet morgenhår – hele dagen lang. Læs mere om tricket her.  

Du vil gerne have glatte lokker

Har du omvendt det problem, at du gerne vil have en pause fra dit krøllede hår, men ikke har tid til at stå med glattejernet hver eneste morgen, findes der er metode, som slet ikke kræver varme fra de skadelige stylingredskaber.

Gå i bad et par timer før sengetid, vask håret, og afslut med balsam. Tør det derefter med håndklædet, så det stadig er godt fugtigt, men ikke drivvådt. 

Sørg nu for at rede håret godt ud, helst med en børste med bøjelige børstehår, som er beregnet til at rede i vådt hår, så du ikke knækker for mange hår under processen. Når håret er helt redt igennem, skal du samle det i en helt stram hestehale, hvilket vil flade krøllerne ved hovedbunden ud. Sørg for, at håret ligger helt stramt ind til hovedbunden, og brug gerne din børste eller kam til at rede det på plads i den stramme hestehale.

Lad håret sidde i en time, og tag derefter elastikken ud igen. 

Nu skal du påbegynde processen, som vil give dig helt glat hår næste morgen. Start med dit forreste hår og tag en tot på cirka to centimeters brede fra den ene side af håret og læg den hele vejen over hovedet, som ville du lave et hårbånd af hår. Fæstn hårtotten med hårnålene. Tag nu en en hårtot fra den anden side, og læg over hovedet til den modsatte side på præcis samme måde som før. Husk, at jo strammere du lægger hårlokkerne, jo glattere hår vil du få næste morgen. Forsæt med denne metode indtil du ikke har mere løst hår. Du skulle genre ende op med noget, der ligner en form for badehætte af hår. 

Lad det nu sidde i minimum fem timer, og sov gerne med det. Næste dag kan løsne hårnålene og nyde dit meget glattere hår.

Se hele metoden demonstreret i videoen nedenfor.

Måske er du interesseret i ...

Seneste