Dansk hygge indtager Vogue og Harper’s Bazaar

Hygge er gået fra danskernes nationalord til et globalt fænomen. Lær, hvordan hygge kan gøre dig både smukkere og sundere

Dansk hygge indtager Vogue og Harper’s Bazaar
© Mikael Schulz / Costume 177

Danskerne ender år efter år øverst på FN’s liste over verdens lykkeligste folk, og det har fået flere internationale medier til at nærstudere den danske livsstil. Hvad er det, Danmark har, som ingen andre nationer kan konkurrere med? Svaret kan opsummeres med ét ord: Hygge.

Ordet hygge har blandt andet fundet vej til modebiblen Vogue, som guider trin for trin til en hyggeligere vintergarderobe. Hygge har også en fremtrædende plads i Harper’s Bazaar UK’s februarnummer, der beskriver ordet som en fællesbetegnelse for “contentment og cosiness,” der kan lede til et lykkeligere og sundere liv.

Vil du have endnu mere hygge ind i hverdagen, så lad dig inspirere af Vogues tips til “hygge-fashion” og Harper’s Bazaars tre hygge-bud, som gør dig sund i krop og sind.

© Erdem

Garderobe: Komfort, sort og lag-på-lag

Tørklæder, uldne sokker, masser af sort og en styling, hvor der er mest “fyld” foroven. Det er hovedingredienserne i den “hygge-fashion”, som Vogue beskriver med udgangspunkt i bogen The Little Book of Hygge: Danish Secrets to Happy Living. Hvis du vil omfavne sæsonens trends og give dem et hyggeligt twist, kan du gå efter strik fra top til tå, quiltede tørklæder, lag-på-lag, fluffy pelsjakker à la Erdem og sorte tone-i-tone look som hos Givenchy.

Kost: Lejlighedsvis nydelse gør dig gladere og sundere

Tidens sundhedsbølge medfører, at mange kommer til at skamme sig over at indtage tilsyneladende “syndige” madvarer – og det er en skam, understreger Harper’s Bazaar. Sørg for at forkæle både din mave og din sjæl. Det er essentielt at finde livsglæden i et stort glas rødvin, takke ja til et stykke kage efter en lang gåtur i det fri eller nyde en stor skål suppe med hjemmebagt brød. Alt med måde – det gælder også grøn salat.

Krop: Erstat intensiv træning med en mere aktiv hverdag

Problemet med mange moderne former for ekstrem træning er, at de, frem for at nære kroppen, nedbryder energiniveauet, hvilket kan have konsekvenser for både immunforsvar og stressniveau.

Harper’s Bazaar foreslår en mere holistisk tilgang til træning, hvor løbebåndet erstattes med gå- og cykelture i det fri. En aktiv kvinde kan nemlig sagtens forbrænde det samme i løbet af en dag, som hun ville gøre på 60 minutters intensiv træning.

Sind: Små livsstilsændringer og masser af søvn

Hygge er allervigtigst i den mørke tid, der kommer efter julens fester, skriver Harper’s Bazaar. Drop de overambitiøse nytårsforsæt, og fokusér istedet på realistiske mål, som du vil nyde at stræbe efter. Du behøver ikke at gå i fitnesscenter hver dag. Vælg i stedet en aktivitet, du kan lide, og start med at være aktiv én gang om ugen.

Søvn er essentielt for dit velvære. Tag en aktiv beslutning om at lægge alle elektroniske apparater fra dig en halv til en hel time før sengetid, og investér i et wi-fi frit vækkeur – så er du sikret en god nats søvn.

Vil du have endnu mere hygge? Se, hvordan du gør dit hjem hyggeligt til vinteren.

ALT DET, DU IKKE VIL GÅ GLIP AF