De værste økonomiske fejl, vi begår i tyverne

Livet på den anden side af SU'en er kompliceret. Vi guider dig sikkert igennem tyvernes økonomiske kriser

Unge i tyverne begår mange økonomiske fejl
© Anna Stokland

Vi går i skole fra vi er seks år gamle, men privatøkonomi er ikke en del af pensum. Resultatet af den manglende økonomiske indsigt er ofte, at når vi kommer ud på den anden side af uddannelsessystemet, mangler vi viden om, hvordan vi skal betale regninger og generelt styre vores økonomi.

Der er især fem økonomiske fejl, som unge i tyverne begår, når vi står på egne ben og skal kontrollere vores finanser. Heldigvis findes en masse gode råd til, hvordan disse fejl kan fikses.

Læs med, når vi guider dig sikkert igennem tyvernes økonomiske krise.

Fejl 1: For høj husleje

Det anbefales, at vi bruger cirka 30 procent af vores indkomst på husleje. Det kan være svært at overholde i Danmark – især hvis man gerne vil bo i en af de større byer. Selvom de fleste drømmer om mange kvadratmeter og højt til loftet, er det en god idé at vente med drømmeboligen til din økonomi er stabil og løn stigende. Og der er faktisk også mange fordele ved at bo i en lille lejlighed.

Fejl 2: Ingen pensionsopsparing

Mange nedprioriterer pensionsopsparing i tyverne, da pensionsalderen ligger alt for langt ude i fremtiden. Men jo tidligere du går igang med at spare op, desto flere penge har du til rejser, et sommerhus eller den båd, du altid har drømt om.

Fejl 3: Ingen opsparing til nødstilfælde

Det er altid en god idé at spare op til hårde tider. Man kan aldrig vide, hvad livet bringer, og det er rart ikke at skulle bekymre sig om penge i problemfyldte perioder.

En god tommelfingerregel er, at have penge nok til at kunne klare sig i tre til seks måneder uden indkomst.

Fejl 4: Den forkerte forsikring

Selvom forsikring er en stor udgift, kan det i den grad betale sig i det lange løb. Hvis du kommer til skade, bliver bestjålet eller mister alt i en brand, dækker forsikringen dine omkostninger.

Den ultimative måde at opnå økonomisk stabilitet på er ved at beskytte dig selv mod risici.

Fejl 5: Ophobende gæld

Mange nyuddannede kommer ud på den anden side med et studielån. Den eneste måde at slippe af med gælden på er ved at bide i det sure æble og begynde tilbagebetalingen hurtigst muligt. Det er en træls udgift, men med en fast indtægt er det hurtigt overstået.