Det skal du opleve på Roskilde Festival 2017

Den ikoniske festival er meget mere end musik. Vi guider til den bedste mad, de lækreste drinks og en helt ny klub, der forener musik og kunst

Roskilde Festival 2017: Det skal du opleve, spise og drikke
© Roskilde Festival / Simon Frøsig

Roskilde Festival byder endnu en gang velkommen til årets største fest. Vanen tro vil festivalen byde på meget mere end bare god musik, og der vil hverken mangle lækker mad, kulturelle oplevelser eller bæredygtig mode. Se med nedenfor, hvor vi har samlet alt det, du ikke må gå glip af.

Psst ... Her er 40 festivalfund under 500 kroner

Mad og drikke

Roskilde Festival har altid budt på lækker mad, men i år er der også stort fokus på miljøet, hvorfor hver eneste madbod opfordres til at byde på mindst en vegetarisk ret. Andelen af økologiske råvarer, som bruges i de 120 madboder på festivalen, er for første gang også nået op på hele 90 procent.

Det sunde alternativ

For de flestes vedkommende er det ikke de sunde vaner, der fylder mest i denne uge, men skulle trangen melde sig, kan du få lækker chiagrød, bulgursalat og sund spidskålssalat hos Gro.

Hvor: Gro, ved Arena

Cocktails on tap

Er du vild med cocktails, men knap så begejstret for at stå i kø og vente på dem, vil Roskilde Festivals nye koncept komme som en god nyhed. Med Cocktails on tap er de lækre drinks allerede blevet blandet på forhånd, og kan derfor tappes frisk fra fad, hvilket gør, at serveringstiden kommer ned på kun tre sekunder. Konceptet blev første gang testet sidste år, og var så populært, at det nu bliver indført i flere barer.

Hvor: Udvalgte barer på festivalpladsen.

Hooked på lobster roll

Skulle du pludseligt få lyst til lobster roll eller en wrap med tempurarejer, finder du det lækreste udvalg hos Hooked.

Hvor: Food Court, festivalpladsen

Lav din egen brunch

Foodjam er opbygget som et aktivt folkekøkken, hvor du selv er med til at lave maden, og det er blandt andet muligt at lave din egen brunch.

Hvor: Foodjam-teltet i City Center East fra 24. juni, klokken 16-22 og fra 25. juni frem til 1. juli fra klokken 10-22, og du kan være med til brunch fra klokken 10-12.

Mode

Det bæredygtige valg

Går du ind for dyrevelfærd og har fokus på bæredygtig tøj, kan du ligge vejen forbi den nye bod Lendemain Organic, som sælger vegansk tøj. Her sælges økologiske jeans og sko lavet af ananas-læder, som det eneste sted i Danmark.

Hvor: City East fra 24. juni til 1. juli.

Kunst og scene

KlubRÅ

KlubRÅ slår for første gang dørene op på Roskilde Festival med en størrelse på 1.200 kvadratmeter, hvor du vil kunne opleve en blanding af koncerter, installationer og videokunst. I KlubRÅ vil fem forskellige rum repræsentere elementerne vand, træ, ild, jord og metal. Her vil du blandt andet kunne opleve navne som Princess Nokia og forsangeren fra Arcade Fire, Win Butler.

Hvor: Art Zone mellem Arena og Trade Zone, 28. juni til 1. juli fra klokken 12-03.

Art Zone

Kunstprogrammet på Roskilde Festival har i år temaet equality (lighed). Flere kunstprojekter vil derfor sætte fokus på relationerne mellem mennesker, men også på relationen mellem mennesker, dyr og planter. Ved Art Zone vil du også møde kunstformidlere fra Statens Museum for Kunst, som vil stå klar til at præsentere de forskellige værker og kunstnere.

Hvor: Art Zone er placeret mellem Orange Scene og Gloria ved Food Court.

Forfatterskabet

I år kan du også pleje tømmermændene eller tage et hvil fra musikken, når Roskilde Festival i samarbejde med Rosinante/Gyldendal eksperimenter med rammerne for den klassiske oplæsning af et værk. Her vil forskellige forfattere blande oplæsning og performance.

Hvor: Torsdag 29. juni klokken 15 ved Staldene og Oasen i Art Zone.