En snak med Roskildeaktuelle Smerz

Læs, hvad du kan forvente af de to piger bag Smerz på Roskilde Festival, og hvordan de har det med at skulle spille for så mange mennesker

© Sarah Michelle Riisager

Efter et år med soveværelsesproduktion har Smerz' nylige liveoptrædener og spredning af musik skabt opmærksomhed og givet jobs i Københavns elektroniske musikmiljø. Den norske producerduo bestående af Henriette og Catharine, med base i København, skaber et melodisk og dragende lydunivers, hvor feminin vokal mikses med tunge produktioner.

Lige nu er duoen i gang med at færdiggøre deres debut-ep, og så kan de opleves live på Roskilde Festivals Apollo-scene 28. juni. I den forbindelse har vi taget en snak med damerne om deres musik, det at skulle spille på Roskilde og deres bedste festivaltips.

I HEDDER SMERZ OG ER TO KVINDELIGE ARTISTER – HVEM GEMMER SIG INDE BAG BANDNAVNET OG HVORDAN OPSTOD I? “Vi er Henriette og Catharina og mødtes på college i Oslo. Henriette har en baggrund i klassisk musik og jeg danser, men vi havde på det tidspunkt aldrig skabt noget. Da vi flyttede til København, blev vi introduceret til et nyt miljø, der lærte os, at man godt kan opbygge et koncept og projekt fra bunden. Det er de samme mennesker, vi hænger med i dag, og som vi konstant deler musik og inspiration med.”

DET ER GÅET HURTIGT FOR JER DET SENESTE HALVE ÅR, HVORDAN ER DET NU AT SKULLE SPILLE PÅ ROSKILDE FESTIVAL?
Den største ændring er, at vi arbejder meget hårdere end før – større koncerter skaber selvfølgelig større forventninger, især fra os selv. Vi mødes hver dag for at lave musik, og intensiteten har betydet meget for vores arbejde.”

Foto: Sarah Michelle Riisager

HVAD GLÆDER I JER MEST TIL VED DETTE ÅRS ROSKILDE FESTIVAL? “Vi glæder os til at høre Courtesy. Jeg hørte hende første gang på Sonar Copenhagen og blev vældig inspireret af hendes hårde og rene lyd. Og så skal vi høre The Entrepreneurs – vi så dem to gange til Spot Festival, og de er en smuk kombination af kaotisk og ærlig.”

HVAD ER JERES BEDSTE ROSKILDE-MINDE? “Jeg, Catharina, tror ikke, jeg er så god til at være på festival, men jeg har haft mange store madoplevelser på Roskilde Festival.”

HVAD KAN PUBLIKUM FORVENTE SIG AF JERES KONCERT PÅ SØNDAG? “Vi spiller en times musik med produktioner inspireret af hip hop, footwork og techno blandet med popmelodier og samplet af mennesker, vi kender. Lars som er VJ under navnet Sort Støj laver også live visuals.”

HVAD ER JERES BEDSTE ROSKILDE-TIP?
“Test Roskildes brasilianske køkken!”

Læs mere om Smerz her.