Hold nytår med Festen & Gæsten

Mangler du gæster til nytårsfesten, eller savner du en fest? P3 har i næsten 20 år mikset og matchet deres lyttere

Nytårsfest
© Petra Kleis / Costume 176

Siden slutningen af 90’erne har Festen og Gæsten på P3 parret utallige nytårsfester og gæster. Vi har gravet i historien om det legendariske radioprogram, der er kanalens længst overlevende format.

31. december. En dag, der for mange går med kransekagebagning, tøjkrise og gryende forventninger til nattens løjer. Og med at lytte til Festen & Gæsten, det årlige nytårs-radio-program på P3, hvor du kan ringe ind, hvis du står med en nytårsfest, men mangler gæster, eller hvis du er gæsten, der savner en fest. I næsten tyve år har P3 mikset og matchet deres lyttere, så flest muligt har kunnet hoppe ind i det nye år sammen med andre.

Fest rimer på gæst

Festen & Gæsten blev opfundet af journalist Niels Christian Lang i slutningen af 90'erne. Han var vært på formiddags-programmet Strax, der også skulle sende nytårsaftensdag.

"Idéen opstod ud fra, at mange – inklusiv mig selv – kendte til fornemmelsen af at sidde og lurepasse med nytårsinvitationer, for der kan jo dukke noget bedre op senere, som man hellere vil til. Og til sidst ender det altid med, at nogen står med en steg, ingen kommer for at spise, og en bar, for få drikker af. Eller også har man fået sagt nej tak én gang for meget og har ikke nogen nytårsfest at gå til," forklarer Niels Christian Lang, der i dag arbejder på DR Nyheder.

Samtidig så han det som en oplagt mulighed for selv at sige skål til sine lyttere og drikke en masse champagne allerede inden klokken 12 om formiddagen.

"Og så rimer fest på gæst, og vupti, så havde vi den: Har du en fest, men mangler en gæst, eller er du gæst, der mangler en fest, så ring til Strax," fortæller han.

Programmet har lige siden kørt hver nytårsaftensdag og er dermed P3's længst overlevende format. Ud over en udvidelse med et onlinekort, hvor alle nytårsforespørgelserne er plottet geografisk ind, har programmet nærmest ikke ændret sig, siden Niels Christian Lang fandt på det for snart tyve år siden.

"Men det har nytårsaften jo heller ikke. Begge dele er blevet faste traditioner, man ikke piller for meget ved," siger han.

Rigtig kærlighed

Gennem tiden har der været forskellige værter på Festen & Gæsten, blandt andre Morten Resen, Pia Røn og Mads Steffensen. Sidste nytår var det radioværternes Sara Bro og David Mandel, som var værter. Mens Sara Bro havde prøvet det før, var det David Mandels første gang som æterbåren festarrangør.

"Det var sjovt. Jeg er overrasket over, at så mange har lyst til at være med. Jeg ville ikke selv have mod på det, og derfor synes jeg, at lytterne er seje," fortæller han.

Sara Bro ville til gengæld gerne troppe op til en af festerne: "Nytårsaften er jo sådan en halvfrygtelig aften alligevel. Så hvorfor ikke gøre noget helt anderledes?," siger hun og tilføjer, at programmets popularitet netop skyldes de ikke altid indfriede forventninger, mange har til nytårsaften. "Og så tror jeg også, at den store tilslutning til Festen & Gæsten skyldes, at P3's lyttere er en dedikeret skare, der gerne vil komme os og ikke mindst hinanden ved," siger hun.

At være vært på Festen & Gæsten er en både sjov og temmelig hård affære. Når Sara Bro og David Mandel møder ind i DR-byen i deres stiveste nytårsskrud om morgenen 31. december, venter der seks timer liveradio, hvor alt kan ske. "Det er en uforudsigelig dag, hvilket skaber en god dynamik," forklarer David Mandel.

Værterne og programmets producer kan ikke forberede, hvilke gæster og fester der ringer ind, og hvem der kan og vil matches. Ifølge de to værter har de flere gange taget fejl. En af de grupper, som Sara Bro og David Mandel ikke havde spået de store chancer, var et par unge fyre fra København, der ringede ind sidste år.

"De prøvede ikke rigtigt at sælge sig selv som gæster, da de var igennem. De fortalte bare, at de havde nogle flasker med Captain Morgan-rom, og at de godt kunne lide at træne. Jeg kan huske, at vi snakkede om, at den ville blive hård at få afsat. Men få sekunder efter væltede det ind med invitationer fra kvinder," fortæller Sara Bro.

Til gengæld kom det ikke bag på de to værter, da en fest med fireogtyve sygeplejersker i Århus nærmest lagde telefonnettet ned.

"Fyrene ville køre fra Sjælland for at komme med til den fest. Det var sjovt at høre dem prøve at flirte sig til en invitation fra sygeplejerskerne i radioen. Vi var flere gange lige ved at sige 'get a room'," fortæller Sara Bro.

Det er derfor ikke helt forkert at sammenligne Festen & Gæsten med datingapps som Tinder.

"Der er masser af matchmaking i det. Selvfølgelig tænker mange på at score. Noget af det bedste ved programmet er, når en person ringer og fortæller, at han eller hun har mødt sin nuværende kæreste eller sågar mand eller kone gennem programmet. Tænk, at man kan finde rigtig kærlighed på den måde," siger David Mandel.

Farvel ensomhed

Det er dog ikke kun scoringer og helt unge mennesker, programmet hjælper på vej.

"Jeg kan huske en alenemor, der ringede ind og spurgte, om der var nogen, der ville holde nytår med hende og hendes 12-årige søn. Det fik en gruppe af venner til at reagere. De havde slet ikke planlagt at være med i programmet, men syntes ikke, at moren og sønnen skulle sidde alene," siger Sara Bro.

Programmet kan dermed ses som et forebyggende initiativ mod den ensomhed, som mange mennesker oplever især ved højtider. Derfor ser Sara Bro og David Mandel også helst, at alle, der ringer ind, får et match.

"Når det ikke lykkes, skyldes det primært geografi, for der er selvfølgelig flere fester i København end på Lolland-Falster. Men det betyder ikke, at dem på Lolland-Falster ikke kan finde en fest eller nogen gæster. De skal bare give den gas, når de er igennem hos os, og være klar til at køre lidt længere," forklarer David Mandel.

Dette års værter på Festen & Gæsten bliver Andrew Moyo og Cathrine Widunok Wichmann.