Interview: Alicia Vikander om kærlighed og karriere

Den talentfulde skuespillerinde modtog i går sin første og meget velfortjente Oscar. Lær hende bedre at kende her

Den svenske skuespillerinde er ikke bare utrolig smuk, hun er også et talent udover det sædvanlige, hvilket kun blev understreget til gårsdagens store Oscar-show.

Alicia Vikander, der var klædt i den smukkeste Louis Vuitton-kjole, gik nemlig hjem med en af de flotte statuetter, som hun modtog for sin yderst velspillede rolle i filmen The Danish Girl.

Psst ... Så vandt Leonardo DiCaprio endelig sin Oscar. Se, hvorfor vi elsker hans takketale, her

Skuespillerindens succes er stadig dugfrisk, men hun har fra barnsben været optaget af de store fortællinger.

Som barn så hun teateropsætningen af Romeo og Julie 40 gange, og måske var det der, Alicia Vikanders kærlighed til store dramaer blev grundlagt?

Læs Costumes interview med den smukke Alicia Vikander, og bliv klogere på skuespillerindens tanker om den ultimative kærlighedshistorie og mediernes snagen i hendes privatliv.

danish v atsaj5vurhuruh

Alicia Vikander i filmen The Danish Girl

Den ultimative kærlighedshistorie

Herhjemme lærte vi den den smukke svensker at kende som dronning Caroline Mathilde i filmen En kongelig affære, hvor hun spillede over for Mads Mikkelsen. Det er, som om kærlighedsdramaer har været et gennemgående tema i Alicias liv de seneste par år.

Professionelt i hvert fald.

“Kærlighed er tit grundlaget for en hvilken som helst historie. Anna Karenina og En kongelig affære er jo to store kærlighedshistorier, men samtidig er det to meget forskellige roller og karakterer, jeg spiller.

Kærlighedshistorier har ikke forandret sig meget siden den tid, filmene foregår i. I Anna Karenina handler det meget om sociale regler, og det findes jo også i dag. De ser bare anderledes ud,” siger hun.

Hvis du spørger hende, er det dog klassikeren Romeo og Julie, der er den ultimative kærlighedshistorie. Hun har set filmen Romeo + Juliet otte gange, og hun har set teateropsætningen af Shakespeares drama mindst 40. Hendes mor er også skuespiller og har spillet med i stykket.

Alicia Vikander bruger sine egne følelser og erfaringer, når hun skal give de karakterer, hun spiller, liv.

“Følelsesspektret er jo mit værktøj, som jeg arbejder med hele tiden. Det er et miks og match af mange forskellige følelser, og jeg tror, at ulykkelig kærlighed er blandt de mest universelle. Jeg tror, at næsten alle ved lidt om, hvordan det føles,” siger hun.

Har du selv prøvet at være ulykkeligt forelsket?

“Ja, det har jeg,” siger hun og kigger mig bestemt i øjnene og sætter punktum med sit blik. Det skal vi ikke snakke mere om.

Alicia Vikander i filmen Anna Karenina fra 2012

At tro på kærligheden

Planen var egentlig slet ikke, at Alicia Vikander skulle være skuespiller. Som barn begyndte hun at gå til ballet efter at have set Tjajkovskijs Nøddeknækkeren og blev dygtig nok til at blive optaget på den kongelige svenske Balletskole.

Men skader i fødderne og en rolle i den svenske julekalender En Decemberdröm fik hende til at søge væk fra balletten.

Det er ikke mere end seks år siden, at hun var med i sin første spillefilm, den svenske Till Det Som Är Vackert. Hun vandt den prestigefulde Guldbagge-pris for sin hovedrolle. Der er rift om og fokus på Alicia Vikander, men Alicias privatliv er Alicias – og kun hendes. Hun er ved at være vant til, at pressen snager.

“Man kan ikke gøre noget ved det. Jeg føler mig tryg i mig selv, så det er ikke så hårdt.”

“Det er mig, der sidder her og giver et interview, men det er også mit job, og for mig er det en selvfølge. Jeg elsker at snakke om mine film og mit job, men det har ikke noget at gøre med, hvad jeg laver, når jeg er færdig her,” siger hun.

Men selvom Alicia Vikander ikke deler kærlighedshistorierne fra sit eget liv med pressen, indrømmer hun, at hun tror på kærligheden – også selvom hun ikke forelsker sig ved første øjekast.

“Jeg tror ikke, at det er det vigtigste i livet at finde nogen at leve sammen med. Men det er da fantastisk, hvis du møder en – hvis det er det, du vil. Livet og kærligheden er forgængelige,” siger hun og forklarer:

“Mine forældre er skilt. Jeg spiser middag med dem af og til, og de er fine venner. Jeg håber, at de er lykkelige, de fik jo mig. Jeg håber da, at de er glade for mig,” griner hun.

“Jeg synes, at det er smukt. Man kan ikke regne med kærligheden, men man må ikke være bitter eller se ned på den. Den kan ikke vare for evigt, men så længe du er i nuet og lader den være, hvad den er, så tror jeg, at den er bedst.

Og hvis den ikke holder, kan du stadig se tilbage og elske den for det, den var. Det viser mine forældre mig,” siger skuespillerinden, der føler, at hun har masser af kærlighed i sit liv:

“Bare det at komme hjem til Stockholm og mine venner. Det at føle mig hjemme kommer af, at jeg føler kærlighed.”

DET SENESTE NYE DIREKTE TIL DIG