Sara Maria Dyrberg

#MeToo: Hvor langt er for langt?

To ord dominerer Facebook i disse dage. Costumes klummeskribent giver sit besyv med, og deler ubehagelige scener fra sit eget liv

19. oktober 2017 af Sara Maria Dyrberg

Internettet flyder lige nu over med historier om skuespillerinder i Hollywood, der har oplevet sexchikane på jobbet. De sidste par dages virale #metoo-kampagne har åbnet selv de mest naive øjne for, at sexchikane findes i alle brancher og er et globalt problem.

Har jeg personligt oplevet sexchikane? Det kommer vel an på, hvordan det gradbøjes … Eller gør det?

Krænkelsens mange former

Jeg kan starte med at fortælle, at jeg aldrig er blevet misbrugt fysisk eller slået. Hvis du synes, at det gør min pointe ligegyldig, fordi jeg dermed ikke ved, hvad jeg taler om, så behøver du ikke læse videre.

Til gengæld kan jeg ikke tælle, hvor mange gange fremmede mænd har råbt ubehageligheder efter mig på gaden. De fleste kvinder kender det, og det starter allerede når vi er cirka 12 år. Det vil sige, at pigerne i min søns klasse vil begynde at blive råbt efter om et års tid. Måske er det ment som en kompliment, men jeg har aldrig mødt en pige eller kvinde, der nød det. Tværtimod, så føles det nedværdigende og man føler sig øjeblikkeligt helt, helt nøgen.

Jeg har oplevet mænd, der har gnubbet sig op ad mig i overfyldte metroer og busser. Og jeg har oplevet tre forskellige mænd, der er sprunget gokkende ud af en busk bag mig, hvor jeg hver gang ødelagde klimaks ved næsten at tisse i bukserne af grin. Jeg syntes egentlig ikke, at det var sjovt. Overhovedet. Det er klamt, men det gav mig alligevel et lille kick at ødelægge stemningen ved ikke at lade mig skræmme, men i stedet lade mig underholde. For hvorfor skal hans opstemthed komme på min bekostning? Hvorfor skal jeg krænkes i svinget? 

En klam klassiker

Mænd, der rager på kvinder til koncerter og i byen, er nærmest en klassiker, og to gange har jeg af ren og skær refleks afleveret en syngende lussing som svar. For det er ikke en kompliment i min verden.

Jeg husker tydeligt en Roskilde Festival, hvor jeg var gået fra min kæreste og vores venner, fordi jeg skulle tisse. På vej tilbage tager en fremmed mand hårdt fat på min røv. Jeg bliver ikke “bare” begramset, men taget fat i, voldsomt, og rusket, mens der blev sagt noget grimt i mit øre. Han blev ved med at holde fast i mig. Der var larm og mennesker og musik, og selvom flere så det, gjorde ingen noget. Jeg fik slået, sparket og bidt mig fri. Jeg var rasende! Så snart, jeg havde fundet min kæreste og mine venner, brød jeg fuldstændigt sammen i hulkende gråd. 

Disse oplevelser er mine og de virker muligvis ligegyldige i forhold til, hvad så mange andre kvinder bliver udsat for. Men det er tankevækkende, at mine oplevelser er så almindelige, at jeg ikke tror på, der findes kvinder, som ikke har prøvet det.

Vigtigt eller overfladisk?

Alt i alt mener jeg kun, det er positivt, at problemet med sexchikane mod kvinder endelig er blevet genstand for opmærksomhed. Og skuespillerinde Alyssa Milano ramte plet, da hun tweetede: “If all the women who have been sexually harassed or assaulted wrote ‘Me too’ as a status, we might give people a sense of the magnitude of the problem.” For der er virkelig kommet fokus på emnet, og kampagnen har skabt en vigtig debat.

Det undrer mig dog, at mens de mænd, jeg kender på de sociale medier, ikke har sagt et pip, har flere kvinder i min såkaldte SoMe-kreds sat spørgsmålstegn ved kampagnen. En kaldte det at gå i offerrolle at skrive 'Me too' i sin status og efterspurgte, at kvinderne i stedet “tog sig sammen”. En anden synes, det er så overfladisk at skrive, at hun sammenlignede det med at gøre opmærksom på at have spist en ostemad. 

Vores medier – vores talerør

Nok er Facebook og Instagram overfladiske medier. Men de er VORES medier. Det er her, vi kan dele og synliggøre problemer og debatter. Vi kan selvfølgelig også bare holde os til at se kattevideoer og makeup-tutorials og snage i vores “venners” liv. Men lad os lege, at vi manglede et middel til at synliggøre et problem. Kunne man ikke forestille sig, at disse medier kunne bruges? Og lad mig spørge: Er problemet blevet synligt eller ej? Er det relevant? Og har kampagnen hjulpet til at skabe debat? Svaret er JA. Så hvad er problemet? At det er et poppet medie? Ej, Danmark, det er bare ikke godt nok. Sammen har vi lige vist, at ved hjælp af vores såkaldte ligegyldige sociale medier har vores fælles stemme været høj nok til faktisk at blive hørt. Det er godt nok for mig.

Tak for din tid. 

Ugens klumme er skrevet af model og grundlægger af Nui Cph, Sara Maria Dyrberg – læs mere om Sara her.

Måske er du interesseret i ...

Seneste