Nu kan du alligevel se Skam sæson 4

Som sendt fra himlen kommer redningen til alle Skam-fans, der frygtede, at de skulle vente, indtil næste sæson bliver vist på DR3

© NRK

Det var med stor sorg, vi bragte nyheden om, at det ikke længere var muligt at se Skam på NRK fra udlandet – inklusiv Danmark.

Men heldigvis er hjælpen nær! Yousee oplyser i en pressemeddelelse, at Skam bliver tilgængelig for selskabets kunder, da de har adgang til NRK3.

“Skuffelsen over ikke at kunne følge Skam har fyldt meget hos danskere i alle aldre og hos flere politikere, og derfor vil vi gerne give alle vores kunder en helt særlig mulighed for at se NRK3 og dermed fjerde sæson af Skam.

Vi har et rigtig godt samarbejde med nabolandskanalerne, og sammen med dem har vi strikket en løsning sammen, så vi nu kan give næsten halvdelen af danskerne adgang til at streame NRK3. Det er vi ret begejstrede for at kunne tilbyde vores kunder,” udtaler Christian Morgan, mediedirektør hos Yousee.

Mens du venter på, at sæson fire får premiere, kan du fordrive tiden med at se Nooras modeldebut og tage på guidet Skam-tur i Oslo.