Derfor skal du tage på stay-cation

Fænomenet “stay-cation” er in. Bliv guidet til, hvordan du kan trække stikket, opleve nye ting og opnå feriens afslappethed i din egen by

© Anna Stokland

Ofte ser vi slet ikke de ting, der er lige for næsen af os. Vi har vores rutiner og går i vores egne tanker. Derfor er det dejligt at komme ud og prøve nye ting, se nye steder og møde nye mennesker – og du behøver ikke rejse langt for at komme i feriestemning.

For selvom vi rejser som aldrig før, og vores Instagram-feed er spækket med hvide sandstrande og pulserende storbyer, kan det være ligeså godt at blive hjemme – du skal bare vide, hvordan du holder den ultimative stay-cation.

Stay-cation er ferien, hvor du bliver hjemme. Og der er særligt tre ting, der typisk hører rejser til, men som også sagtens kan nydes i egen by.

Følg vores stay-cation guide, og find ferie-zen i hjemlige omgivelser – hvad end du bor på Fyn, Sjælland eller i Jylland.

1. Skab hotelstemning hjemme

Fluffy badekåber, hvidt sengetøj, blødkogte æg, friskpresset juice og en sprød croissant. Invitér hoteloplevelsen indenfor, og spis morgenmad i sengen – din egen seng.

Du skal naturligvis ikke selv bage croissanter – du er jo på ferie. PrøvLa Cabra i Århus, Mirabelle i København eller Cafe Cuckoo's Nest i Odense.

2. Gå byen tynd

Vi har alle vores favoritcaféer, spisesteder og supermarkeder, hvor vi dagligt opholder os. Pak bæltetasken, hop i dad-sneakeren, og opdag nye steder uden for dit lokalområde. For turisten er alt nyt og spændende – og de sjoveste historier opstår, når vi farer vild.

Danmarks større byer er spækket med spændende og uudforskede områder. Oplev Århus' nye havneområde, udforsk Refshaleøen i København, eller tag på eventyr i Odenses gamle bydel.

3. Snak med fremmede

Når vi rejser, åbner vi vores sind for fremmede kulturer og mennesker. Det kan være spændende, og nogle gange nødvendigt, at falde i snak med folk, vi ikke kender. Beboerne i din egen by kan have lige så mange sjove historier og gode tips, som mennesker du møder, når du rejser udenlands – og så er sproget ikke en barriere.

Det oplagte tidspunkt at falde i snak med folk er over en øl. Mød nye bekendskaber, og få de bedste røverhistorier på Værkstedet 16 på Amager, Peder Wessel på Trøjborg i Århus eller på Slotskroen i Odense.