Det skal du opleve i Paris

Paris er et modemekka uden lige, men er du træt af de kommercielle, turistbetrådte shopping-boulevarder, er det om at gå i parisernes fodspor. Vi har samlet byens bedste butikker og caféer, hvor de lokale shopper og fordriver tiden

Rejseguide til Paris: Alt, du skal opleve
© Valentine Gauthier / Monica Grue Steffensen

Étienne Marcel

Étienne Marcel er et ærkeparisisk kvarter med charmerende brostensgader og klassiske bygningsfacader, men som de færreste besøgende har opdaget shoppingpotentialet i. Slå vejen forbi Rue Étienne Marcel, Rue Tiquetonne og Rue Montmartre, hvor der er en afslappet, nærmest californisk stemning, vintagebutikker og mærker som blandt andre Cotélac, Les Petits og Bel Air.
Rue Étienne Marcel, rue Tiquetonne og rue Montmartre. Metro: Étienne Marcel.

Pretty Box

Fra glamourøse Charleston-kjoler til 50’er-pinup-accessories. Find det bedste af det bedste inden for vintagetøj i den lille butik Pretty Box. Butikken er også rig på klassiske mærker som Yves Saint Laurent og Leonard Paris og har et stort udvalg af 70’er- og 80’er-mode. Alt er nøje håndplukket, så udvalget er overskueligt.
46 rue de Saintonge, Prettybox.fr. Metro: Filles du Calvaire.

Rejseguide til Paris: Alt, du skal opleve

Gå på vintagejagt i Pretty Box.

© Pretty Box / Monica Grue Steffensen

Atelier Beaurepaire

Den sprudlende duo Jimmy og Ilan står bag butikken Atelier Beaurepaire. Modigt print og amboyante materialer af højeste kvalitet præger butikken på den hippe adresse. Shop alt fra farvesprudlende bombers til chikke overalls.
28 rue Beaurepaire, Atelierbeaurepaire.com. Metro: Jacques Bonsergent.

Valentine Gauthier

Parisiske kvinder er kendte for deres skødesløse stil, og netop den repræsenterer brandet Valentine Gauthier ved kvinden af samme navn. Hun har studeret på det anerkendte Atelier Chardon Savard, samtidig med at hun var model og assistent hos Martin Margiela. I 2007 grundlagde hun sit brand og åbnede flagskibsforretningen i Le Marais.
58 rue Charlot, Valentinegauthier.com. Metro: Filles du Calvaire.

Rejseguide til Paris: Alt, du skal opleve

Valentine Gauthier tager hensyn til miljøet i produktionen af sit afslappede tøj.

© Valentine Gauthier / Monica Grue Steffensen

Lulu la Nantaise

Forkæl dig selv med en vaskeægte fransk crêpe hos Lulu la Nantaise om hjørnet fra Canal Saint-Martin. Nyd også, som franskmændene, et glas cider til din crêpe.
67 rue de Lancry. Metro: République eller Jacques Bonsergent.

The Broken Arm

Håndplukket tøj, accessories og livsstilsprodukter – og en hip, lille kaffebar. Det finder du i konceptbutikken The Broken Arm, der fører mærker som Aviev, Jacquemus og Loewe.
12 rue Perrée, The-broken-arm.com. Metro: Temple.

White Bird

Smykkeforretningen White Bird er ejet af den selvlærte smykkedesigner Stephanie Roger. Den lille smykkebiks er alt andet end en almindelig, parisisk smykkeforretning, og Roger arbejder sammen med en række internationale smykkemærker som Brooke Gregson og Ileana Makri, der fås i forretningen.
28 rue du Mont Thabor, Whitebirdjewellery.com. Metro: Concorde.

Rejseguide til Paris: Alt, du skal opleve

Gå på skattejagt i den lille smykkebutik White Bird.

© White Bird / Monica Grue Steffensen

L’Exception

Fransk design? Mais oui. L’Exception er Paris’ førende butik med udelukkende franske designere og over 400 af dem. Den fysiske forretning ligger i Rue Berger, men du kan også shoppe online, hvis du kommer hjem og fortryder, at du ikke købte den fine nederdel fra Agnès B. Efter endt shopping kan du nyde en kop kaffe i den tilhørende café.
24 rue Berger, Lexception.com. Metro: Les Halles.

Colonel

Brandet og forretningen Colonel, inspireret af en cocktail af samme navn, blev til i 2012 og specialiserer sig i møbeldesign, belysning og tekstiler. Her finder du mærker som Vincent Sheppard og Nuée, og lyst træ, mønstre og pastelfarver går igen i butikkens sortiment.
14 avenue Richerand, Moncolonel.fr. Metro: Jacques Bonsergent.

Rejseguide til Paris: Alt, du skal opleve

Skandinavisk stemning midt i Paris – i butikken Colonel.

© Colonel / Monica Grue Steffensen

Le Commerce

Indbegrebet af parisisk charme er det klassisk franske brasserie Le Commerce, som ligger midt i den smalle shoppinggade Rue du Commerce. Nyd en traditionel fransk frokostret eller et glas vin på en af pladserne ud mod gaden.
80 rue du Commerce. Metro: Commerce.

Kilo Shop

Gå på skattejagt i parisernes aflagte klæder i Kilo Shop. Konceptet, hvor man vejer tøjet, og prisen afgøres ud fra tøjets vægt og den farvelabel, tøjet har, er blevet så populært, at Kilo Shop har åbnet flere butikker rundt omkring i Paris. Den største og bedste af dem ligger i Rue de la Verrerie.
65 rue de la Verrerie. Kilo-shop.fr. Metro: Hôtel de Ville.

Rejseguide til Paris: Alt, du skal opleve

Betal per kilo i den parisiske institution Kilo Shop.

© Kilo Shop / Monica Grue Steffensen

KB Caféshop

Paris’ måske bedste kaffe fås hos KB Caféshop i toppen af Rue des Martyrs. Bønnerne får caféen fra Belleville Brûlerie, som er Paris’ mest hypede risteri, drevet af byens allerbedste baristaer.
53 avenue Trudaine - 62 rue des Martyrs. Metro Pigalle.

L’Oeuf

I Paris’ hippe South Pigalle åbnede søskendeparret Hélène og Pierre Hespel i 2007 en lille forretning, som primært sælger smykker og accessories. Allerede året efter grundlagde de brandet South Pigalle, der er indbegrebet af seje sweatshirts, T-shirts med print og cool smykker. I Rue Clauzel har parret hele tre forretninger: den oprindelige, som sælger alt fra smykker til finurlige gadgets, en skobutik og et galleri med moderne møbelkunst.
9 og 14 rue Clauzel. Metro: Saint-Georges.

Rejseguide til Paris: Alt, du skal opleve

Hos L’Oeuf finder du forretningens eget mærke, South Pigalle, og en række andre franske såvel som internationale brands.

© L'Oeuf / Monica Grue Steffensen