Sådan har terrorismen påvirket Paris

En by med ar på sjælen

Den 7. januar 2015 blev 12 mennesker dræbt på det satiriske ugeblad Charlie Hebdo i Paris af to maskerede mænd. Herefter fandt et gidseldrama sted i bydelen Porte de Vencennes i et supermarked, hvor fire gidsler mistede livet. Blot ti måneder senere, 13. november 2015, angreb terrorister Paris seks forskellige steder. 130 personer blev dræbt, og omkring 350 såret. Gerningsmændene skød blandt andet mod flere af Paris' ikoniske fortorvscaféer, og det blodigste angreb ramte spillestedet Bataclan, hvor 90 mennesker mistede livet.

Umiddelbart efter blev Frankrig erklæret i undtagelsestilstand. En undtagelsestilstand, der i juli i år blev forlænget, efter at 84 mennesker blev dræbt i den franske by Nice, da en mand kørte en lastbil ind i en folkemængde, der var på gaden for se fyrværkeri og fejre Bastilledagen.

“Tiderne har ændret sig, og Frankrig er nødt til at leve med terrorisme,” udtalte den franske premierminister Manuel Valls efter angrebet i Nice.
Men kan man det? Leve med terrorisme.

“Det både kan og skal man,” forklarer professor i sociologi Michael Hviid Jacobsen og uddyber:

“For selvom terrorisme sætter dybe spor i samfundet, så må hverdagen vende tilbage igen, således at mennesker kan leve videre. Ikke fordi vi har glemt, hvad der er sket, men fordi vi ikke kan leve i frygt alt for længe ad gangen.”

#JeSuisEnTerrasse

En del af den nye franske virkelighed er skærpet sikkerhedskontrol i Paris.

“Den tydeligste forskel er, at der er kommet mere militær på gaden. Man får tjekket sin taske, når man går ind i butikker og stormagasiner, og i vinter skulle man også åbne sin jakke,” forklarer den danske studerende Josefine Aaris Vilby.

Hun har boet i Paris i to omgange, først i foråret 2014 og igen i foråret 2016. På den måde har hun oplevet det, hun kalder ‘Paris før og efter’. Josefine forklarer, at mens hun kan mærke en tydelig forskel i forhold til mere kontrol og sværtbevæbnet militær i gadebilledet, så fremstår den parisiske hverdagskultur uforandret.

“Paris er jo indbegrebet af caféliv, og på den måde var angrebet i november et angreb lige i Paris’ hjerte. Man kunne derfor godt blive bange for, om folk ikke længere ville turde gå på fortovscafé eller ville have dårlig samvittighed over at sætte sig på en bar og drikke vin, men sådan har det slet ikke været. Nærmest tværtimod,” forklarer hun og henviser til den bevægelse, der begyndte kort efter terrorangrebene i november 2015, hvor hasthtagget #JeSuisEnTerrasse – jeg er på fortovscafé – spredte sig på de sociale medier.

Under hashtagget lagde parisere billeder op sig selv i byen, på restaurant eller på café for at understrege, at terrorangrebene ikke havde skræmt dem til at blive inden døre.

Svækket turisme

Den danske ambassadør i Frankrig, Kirsten Biering, har også oplevet, at hendes hjemby ikke lader sig kue:

“Det er klart, at stemningen i Paris er blevet påvirket efter de to angreb i 2015. Men pariserne er hver gang vendt tilbage til at leve livet, som de altid har gjort – på caféer, i parker og på boulevarder. Det er værre med de turister, der har besluttet sig for ikke at tage til byen,” forklarer hun.

Ifølge dagbladet Politiken besøger over 15 millioner internationale turister hvert år Paris, og de lægger sammenlagt over 100 milliarder kroner under deres ophold i byen. Angrebene i Paris er først og fremmest en tragedie for ofrenes mange pårørende, men de har også ført til økonomiske tab for Paris. Det skyldes især fraværet af turister fra Asien og USA, der traditionelt er flittige til at bruge mange penge på deres ferie.

“Det har været svært for hoteller og forretninger i Paris.Virkningen af det ser man nok først på lidt længere sigt,” forklarer Kirsten Biering, der oplever, at angsten for situationen i Frankrig til tider virker større uden for Frankrig end i landet selv.

Følgerne af de mange angreb har allerede kunnet ses denne sommer, hvor der har været betydeligt færre turister i Paris end normalt. Nye tal fra analysevirksomheden ForwardKeys viser, at mængden af bestilte flybilletter til Frankrig i august og september i år er 20 procent lavere end sidste år, og i årets første seks måneder er hotelreservationerne i byen faldet med ti procent. Det fremgår af tal offentliggjort af Frankrigs viceminister for turisme og udenrigshandel. Ifølge det franske nyhedssite France 24 har Café le Dome, en central fortovscafé lige ved Eiffeltårnet, haft en tilbagegang i antallet af kunder på hele 40 procent, mens caféens ikoniske jern-nabo har haft et fald i besøgende fra 7,1 millioner i 2014 til 6,91 millioner i 2015.

Livet går videre

At Paris ikke længere alene er synonym med ‘joie de vivre’, oplevede Josefine Aaris Vilby i vinter, da flere af hendes danske venner spurgte, om hun virkelig godt turde flytte tilbage til Paris.

“Selvfølgelig gjorde jeg det. Men jeg har alligevel oplevet, at jeg reagerer mere nervøst her end i Danmark ved pludselige høje lyde. Selvom jeg ikke er stolt af at indrømme det, så er frygten hele tiden i ens baghoved, når man bor i Paris. Jeg kan bedst sammenligne det med den der irrationelle frygt for at flyve. Man ved godt, at risikoen er minimal, men alligevel ...,” siger hun.

Terrorisme har netop til hensigt at vække denne diffuse følelse af angst. Terrorens vilkårlighed kan ramme en når som helst og hvor som helst, og efter terrorangrebet i november 2015, der målrettet gik efter steder i Paris, hvor mennesker mødtes for at spise, drikke og høre musik, virker denne vilkårlighed endnu større og dermed også mere angstfremkaldende. Samtidig forklarer Michael Hviid Jacobsen, at storbyer har en særlig resistens over for denne type af handlinger, fordi man er nødt til at få storbylivet i gang igen, selv efter meget alvorlige angreb.

“Det er svært at undgå andre i storbyen eller konstant at være årvågen, fordi man er så tæt presset sammen fysisk med fremmede mennesker. Så hverdagen vender relativt hurtigt tilbage igen, fordi man er tvunget til det.”

Det kan Josefine Aaris Vilby nikke genkendende til. De parisere, hun har mødt, har reageret ligesom hende. Frygten er blevet en del af deres bevidsthed, men det dominerer ikke deres hverdag eller alle samtaler.

“I begyndelsen var jeg lidt overrasket over, at der ikke blev talt mere om det. Men jeg var også lettet. For der kommer alligevel ikke noget ud af at snakke om det hele tiden, og livet må jo gå videre,” slår Josefine Aaris Vilby fast.

Samtidig understreger hun, at Paris stadig er noget helt særligt:

“Der har altid været så meget liv i Paris, og det er der stadig. Det tror jeg ikke, at der er nogen, der kan lave om på.”