© Kunsthal Charlottenborg / Instagram / @yokoonoofficial

Yoko Ono beder danskere i hele landet fotografere sine værker

Tag et billede, og vind et kunstværk af selveste Yoko Ono

10. november 2017 af Amira Høg Daimar

I næste uge slår Kunsthal Charlottenborg dørene op til udstillingen Yoko Ono Transmission, og samtidig bevæger Yoko Onos værker sig ud i hele landet i form af billboards rundt omkring i bybilledet.

Værkerne, Dream, Feel, Fly og Open Window, vises på i alt 900 udendørs reklame-billboards over hele Danmark, og samtidig beder Yoko One danskerne om at bidrage til udstillingen ved at tage billeder af hendes værker og det sted, de bliver vist. De bedste fotografer vil blive belønnet med et eksemplar af det Yoko Ono-værk, de har fotograferet, så hvis du drømmer om at eje et værk af en af verdens største kunstnere er det nu, du skal slå til.

Kunsthal Charlottenborg vil vise et udvalg af danskernes fotografier på kunsthallens hjemmeside og sociale medier, mens de bedste fotografier bliver vist på Yoko Onos egen hjemmeside Imaginepeace.com.

Billeder af Yoko Onos værker samt navn på fotograf og placering af billbord skal sendes til am@kunsthalcharlottenborg.dk.

Vil vise værkerne, som de oprindeligt er tænkt 

Udstillingen Yoko Ono Transmission på Kunsthal Charlottenborg fokuserer på, hvordan Yoko Onos kunst er blevet transmitteret via massemedier, og giver et overblik over de mange tankevækkende budskaber, hun har formidlet gennem tiden. Her kan man blandt andet se de originale War Is Over-plakater og sjældne pladecovers.

Idéen med udstillingen er desuden at reaktivere værkerne og vise dem, som de oprindeligt er tænkt. Foruden de 900 billboards i hele landet, indtager Yoko Ono også radiotransmissioner på Radio24syv, toiletter på barer, caféer og butikker rundt omkring i København, samt en halv million frimærker udgivet i samarbejde med PostNord, der offentliggøres i starten af det nye år.

Yoko Ono Transmission løber fra 13. oktober 2017 til 18. februar 2018. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste