Sådan får du et helt nyt badeværelse på tre timer

Se, hvordan du med de helt rette køb kan forandre dit badeværelse fra helt almindeligt til smagfuldt og spa-lækkert

Det kan virke helt uoverskueligt at lave sit badeværelse om. For er det ikke noget med dyre håndværkere og flere uger, hvor man ikke kan bruge det uundværlige rum, som man plejer?

Nej. Sådan behøver det slet ikke være. Hvis du allerede har en base, du er glad for, kan du nemlig med små nemme greb gøre dit badeværelse personligt, lækkert og luksuriøst, lyder det fra Bo Bedres boligsstylist, Elisabeth Kruse, der sammen med Geberit har lavet et helt almindeligt dansk badeværelse om til et hverdags-spa:

Venstre hjørne: Sådan så badeværelset ud før Elisabeth Kruse og Geberit satte sit stilede præg på det.

Det første Elisabeth Kruse besluttede, var at udnytte rummet i sin helhed, da hun skulle indrette:

"Ofte placerer man alt i øjenhøjde på et badeværelse, men det kan give masser af rum, hvis man udnytter rummet i højden. Derfor placerede jeg den smukke håndklædestige i rummet, som håndklæderne kunne hænge på i stedet for de traditionelle knager," fortæller boligstylisten.

Towel Ladder designet af Norm Architects for Menu // Håndklæder fra Louise Roe

Elisabeth Kruse valgte at skifte toilettet ud med et helt moderne med douchefunktion og et minimalistisk designsprog. Vi har en tendens til ikke at tænke toilettet ind i vores indretning fra starten, men hvorfor ikke også vælge et lækkert og luksuriøst toilet, når vi er så kræsne med resten af vores indretning? Noget er nemlig ved at ændre sig, når det gælder badeværelsesindretning, fortæller boligstylisten:

"Vores badeværelser skal ikke længere bare være et praktisk rum, men et rum der er fyldt med velvære og flot design, ligesom resten af vores hjem. Det skal være et lille spa," siger Elisabeth Kruse.

AquaClean Sela fra Geberit // Monolith Plus fra Geberit // Beoplay A2 Højttaler i grå fra B&O // VIPP11 toiletbørste i mat sort fra VIPP // Badesæbe på snor med sesamscrub fra Meraki

Og her er toilettet et vigtigt element. Derfor fik boligstylisten en VVS-installatør til at installere et af de mest populære løsninger inden for toiletter lige nu, nemlig det stilrene AquaClean douchetoilet fra Geberit med en sort Monolith, der har vundet priser for sit smukke design. Toilettet er den nye generation af toiletter, som giver masser af velvære – og tager kun tre timer at installere.

AquaClean-toiletterne vasker med lunt vand efter toiletbesøg, og den sorte Monolith har integreret lugtudsugning og komfort-lys i 7 forskellige farver, der viser vej til toilettet om natten. Det teknologisk overlegne AquaClean-toilet fra schweiziske Geberit er med andre ord fremtidens møbel og passer smukt ind på det designbevidste badeværelse. Se, hvor hurtigt og nemt, toilettet bliver installeret her.

Håndsæbe og håndcreme fra La Bruket // Tandpasta i Classic Strong Mint fra Marvis // Bambus-tandbørster fra Nomess

Alle skal bruge produkter på badeværelset. I stedet for at gemme dem væk i skuffer og skabe, kan du med fordel fremhæve dem, der har smukke indpakninger i stedet. Et nemt tip, der virkelig giver dig følelsen af spa i dit eget hjem, er at forkæle dig selv med en lækker håndsæbe og -creme, så du altid har bløde, velduftende hænder, når du kommer ud fra badeværelset.

"Det er de mindste ting, der kan pynte gevaldigt i badeværelset. Bare sørg for at have en rød tråd. Jeg har valgt naturmaterialer. Og hvis man synes, det roder for meget med en masse produkter på bordet, så stil dem på en smuk marmorplade, så de skaber et sødt lille stilleben på badeværelset," siger Elisabeth Kruse, der også opfordrer til at stille en plante eller noget andet grønt på badeværelset. I dette tilfælde har hun valgt at hænge et bundt tørrede eucalyptusgrene på væggen, der både pynter og dufter.

Marmorplade og glasvase fra Louise Roe // Tørret eucalyptus fra din lokale blomsterhandler