© Vogue

7 makeupprodukter, der kan gøre dig syg

Når det gælder makeup er det vigtigt, at du er påpasselig. Produkterne kan nemlig gøre dig syg og give problemer med synet. Læs, hvordan du passer på, her

14. august 2016 af Marie Alkestrup / Stylista.dk

At rense og ikke mindst udskifte dine makeupprodukter, selv hvis de ikke er brugt op, virker måske mindre vigtigt end din makeuprutine

Men får du ikke renset og udskiftet dine ting, ophobes der en masse bakterier, hvilket kan gå ud over både din hud og dit syn. 

Derfor har vi lavet en liste over de ting, som du skal være særligt opmærksom på at holde bakteriefri. 

Mascara

De fleste af os holder fast i en god mascara, indtil den er helt tom og udtørret. Men faktisk skal du udskifte din mascara hver fjerde måned – og smide den ud lige efter festivalen.

En undersøgelse af kvinders makeupforbrug fra 2014 viste, at omkring 70 procent af de adspurgte kvinder brugte deres mascara alt for længe, hvorfor mascaraen kan være fyldt med bakterier, som gør, at de sarte øjne kommer i risiko for at udvikle en slem øjenbetændelse. 

Læbestift

Det er nok de færreste, der nogensinde har brugt en læbestift op, og de flotte læbefarver kan da også holde for evigt, hvis du kun bruger dem til festlige lejligheder. Men selvom der er en masse produkt tilbage, så skal læbestiften stadig udskiftes, især hvis du gerne vil undgå at komme i kontakt med alt for mange bakterier.

Læbestiftens holdbarhed kan dog forlænges, hvis du opbevarer den i køleskabet eller renser overfladen af med en renseserviet efter brug. Selv hvis du tager disse forholdsregler, skal du stadig holde øje med læbestiftens lugt – og begynder den at lugte mærkeligt, så skal den altså ud. 


Eyeliner

Eyelineren er, ligesom mascaraen, et produkt, der ofte kommer i nærkontakt med dine øjne, særligt hvis du bruger den på øjets våde kant, så du får øjet til at se større ud.

Heldigvis er eyelineren i blyantsform meget nem at rengøre, fordi du bare kan spidse enden af, og så er alle bakterierne væk igen. 

Husk at spidse eyelineren inden brug, for hvis du over en længere periode har brugt en bakteriefyldt eyeliner, kan det i sidste ende ikke bare give øjenbetændelse, men også synsproblemer.

Selvom du spidser eyelineren, skal den stadig udskiftes hver 18. måned.

Foundation

På de fleste foundations står der, at de kan holde i op til 12 måneder, men holdbarheden nedsættes drastisk, hvis du eksempelvis dypper fingrene ned i produktet. 

Husk derfor altid at vaske hænderne, specielt hvis du kæmper med uren hud, inden du skal påføre din foundation, fordi det vil mindske mængden af bakterier, der kommer i kontakt med de dyre dråber.

Dine pensler

Dine fine pensler kan være de værste bakteriebomber, fordi de konstant er i kontakt med huden, og spreder bakterier til alle de produkter, du dypper dem i. Mange vasker kun deres pensler en gang om måneden, hvis ikke endnu mindre, men en bakteriefyldt pensel kan give både urenheder og andre hudsygdomme.

Heldigvis behøver penslerne ikke at blive smidt ud. Du skal bare huske at vaske dem hver uge. Du kan også købe en rensende og desinficerende spray, så du hurtigt kan rense penslerne efter brug, men giv dem stadig en ordenligt vask en gang om ugen.

Husk desuden, at du aldrig må puste det overskydende produkt af penslen, fordi du derved får pustet unødigt mange bakterier på din pensel, som bagefter skal direkte på din hud – uf! Bank istedet penslen fri af det overskydende produkt. 

Vippebukker

Vi skrev før om at rense penslerne, men hvor mange af os husker også at vaske vippebukkeren? En vippebukker kommer dagligt i tæt kontakt med øjnene, og bakterierne kan, ligesom med din eyeliner og mascara, skabe irritation og slem øjenbetændelse.

Chancerne for at din øjenvippebukker er den rene bakteriebombe højnes, hvis gummiet er revnet, fordi der kan sidde rigtig mange bakterier, som er svære at rense af – selv hvis du gør dig umage med sæbe og vand. Gør det derfor til en vane at udskifte det slidte gummi og at tørre øjenvippebukkeren af med en renseserviet efter brug, så du er sikker på at have sunde øjne og vipper.

Glitter

Glitter er faktisk ved at få et comeback på skønhedsfronten, men derfor skal du stadig være varsom ved brug af de små glimtende partiker. Glitteret kan nemlig ende i dine øjne og give både irritation og endnu være: ridser på hornhinden. Husk derfor at være forsigtig, næste gang du får lyst til at lægge en glitrende makeup.

Måske er du interesseret i ...

Seneste