3 (gode) grunde til, at det er okay at have 10 par sorte støvler

Mangler du et godt argument for at investere i endnu et par sorte støvler? Vi har samlet hele tre af slagsen til dig her

Sorte støvler bedste investering
© Anna Stokland

Din bankrådgiver, mor eller kæreste vil nok stille sig undrende overfor, at din shoppingtur igen er endt ud i en sort støvle, der ved første øjekast ligner de (mange) par, du allerede har stående på skohylden. Men hvad dine nærmeste – og bankrådgiveren – ikke forstår er, at der faktisk er fornuft bag dine mange investeringer.

Vi giver dig tre argumenter, du kan hive frem, næste gang du mødes af sætningen: “Har du nu købt endnu et par sorte støvler?”

1. Dine støvler skal have en pause

Læder er faktisk et ganske sart materiale, og har du fundet et par sorte støvler, som du er virkelig glad for, kan de hurtigt blive nedslidte, hvis du bruger dem hver eneste dag. Derfor er der god grund til at investere i flere sorte favoritter, så du kan veksle mellem dem, og dermed bevare de mange støvler pæne i længere tid – og undgå at bruge penge på reparation.

sorte støvler er en god investering
© Anna Stokland

2. Der er forskel

Selvom dine støvler er samme farve, kan både materiale, højde på hæl og skaft være vidt forskellige, hvorfor man sagtens kan argumentere for, at der er stor variation i dine ti sorte støvlers udseende. Eksempelvis er der synlig forskellig på sorte over the knee-støvler, korte ruskindsstøvler og langskaftede cowboystøvler.

over the knee støvler som i pretty woman
© Anna Stokland

3. Sort er det fornuftige valg

Måske vil bankrådgiveren, din mor og kæreste bedre kunne forstå dine investeringer, hvis du kom med flere forskellige farver sko. Men chancerne for, at du også er glad for de hvide go go-boots eller de langskaftede lilla sokkerstøvler om et år er langt mindre, end hvis du vælger et par i klassisk sort.