3 uniformer i dansk kvindemode

Costumes klummeskribent elsker at lure på andre mennesker og har fundet frem til 3 af tidens modeuniformer. Kan du også genkende dem?

Jeg elsker at lure på mennesker, og derfor kan jeg præsentere jer for tre af tidens uniformer:

Den skandinaviske uniform

Vi kender den alle sammen: Den gode, gamle sort-med-sort-på, som altid er safe og altid har været det. Den er klædelig på den kedelige måde, og kan varieres i det uendelige, men består ofte af anonyme, sorte skinny jeans, anonyme, sorte sko, en anonym, sort læderjakke og anonyme, sorte solbriller.

Hvis man vil være helt sikker på at ligne alle andre i dagens Danmark, skal man også have frysehuller i begge knæ, samt bære den obligatoriske bæltetaske. Den skal bæres over skulderen, i stedet for om maven, og så skal den være lavet af anonymt, sort læder.

Den skriger mig ikke i øjnene, men jeg gider aldrig at eje en. Den er ligeså almindelig, som den anonyme blondine, der med sikkerhed er at finde under alle de sorte beklædningsdele.

Enhver kan rocke den skandinaviske uniform, nuancerne ligger blot i, hvorvidt bæltetasken er af plastik og købt i Accesorize, eller om den er af læder og fra Acne.

Pudder-pigen

Pudder-pigen er en mere ekspressiv type, end pigen i den skandinaviske uniform. Som navnet lyder, går pudder-pigen kun i beige og pudder-farvet tøj. Hun elsker fjer, pels, similisten, blonder, glimmer en masse, slangskind (aldrig leopard!) og guld.

Håret må gerne være touperet, og hun er ikke bleg for at hjælpe sit udseende på vej med silikone, spraytan, tatoverede øjenbryn, hårextensions, falske Bambi-øjenvipper og 'diamantbesatte', kunstige negle, der er lange som kløer. Hendes motto kunne med lethed være 'More is more'.

Man kunne måske mistænke pudder-pigen for at gå i stiletter, men næ nej, komfort er vigtigt, så på fødderne af denne glitrende gudinde, finder man en vamset, Ugg-inspireret undskyldning for en vinterstøvle, der selvfølgelig er pyntet med ædelstene i plastik.

Pudder-pigen elsker duftlys, Pop 100 FM og sin hund i taskestørrelse. Og jeg tror, hun spiser flæskesteg, hvis det skal være lækkert. Hun elsker reality-tv, særligt Paradise Hotel, og hendes største idol må være Baronesse Caroline Flemming eller nutidens Mariah Carey. Hun tager på ferie til Tenerife, og vil i det hele taget bare gerne have det max, måske med et stort, farligt brød af en muskelmand.

Jeg er VILD med hende, og bliver aldrig træt af at kigge på hende!

Den excentriske

Den diametrale modsætning til pudder-pigen, har gerne en lidt lesbisk frisure, og kunne meget vel ryge pibe. Hun går med store briller a la mormors gamle fra 70'erne, og generelt udstråler hun “jeg er klog og vred og læser på RUC, og det er meget, meget vigtigt for mig, at du tror, jeg ikke går op i mit udseende” – som om anti-mode findes?!

Jeg forestiller mig, at hårene under armene er lange, og ordet 'feminist' bliver brugt meget hidsigt. Hele hendes look minder mest af alt om noget aktiv prævention, og hun er hunderæd for at ligne alle andre. Det excentriske look er essentielt, og skæve loppemarkedsfund er et must. Hun vil helst spottes på sin herrecykel på indre Nørrebro eller Halmtorvet, og jeg gætter på, hun dyrker yoga, er vegetar og hænger ud på snaskede vinbarer.

Lidt om culotter

Disse tre arketyper brydes til tider af misforståede modetendenser, som verden snildt kunne være foruden. Den der lidt hypede musthave–beklædningsdel, som er muy muy oppe i tiden, og som der altid er en velrenommeret modeekspert, der lufter i Go' Morgen Danmark, og som – lad os nu være ærlige – bare burde glemmes (og brændes) hurtigt igen.

For et par år siden var det batiktryk. Så kom den sort/hvide–jumbostribe og asymmetrisk tøj. Senest er vi blevet introduceret for culotte-buksen, der stadigvæk terroriserer, så jeg får lyst til at kradse mine øjne ud, hver gang jeg åbner for internettet. Der er alt fra hør-culotten og den strikkede uld-culotte til culotten med striber og den allerværste: Læder-culotten.

Forleden så jeg et billede på Instagram af en mand i en culottebuks. En mand!? Den er uklædelig, uanset kropstype, alder og køn. Jo, den er så! Du vil give mig ret om senest fire måneder.

Jeg lurer videre fra min trygge, sorte skandinaviske skygge. Misforstå mig ikke; jeg elsker et broget gadebillede, og ville kede mig ihjel, hvis ingen turde stå lidt ud. Særligt ville jeg savne pudderdamen. Og på en mærkelig måde også den fjollede culotte.

Ugens klumme er skrevet af model og grundlægger af Nui Cph, Sara Maria Dyrberg – læs mere om Sara her.

ALT DET DU IKKE VIL GÅ GLIP AF