Denne klassiske designer er tilbage

Gennem samarbejdet med det hypede brand Vetements er en spansk designer – og Carrie Bradshaws favorit – for alvor tilbage i modebilledet

Manolo Blahnik
© Victor Jones

Hættetrøjer, oversized bukser – og farvestrålende Manolo Blahnik-stiletter i satin. Sådan så det ud, da Vetements fremviste deres meget omtalte forår/sommer 2017-kollektion sidste år. Den slog fast, at Manolo Blahnik – aka Carrie Bradshaws favoritskodesigner – er tilbage.

90’er-tv-serien Sex and the Cityom Miss Bradshaw og hendes veninder anses af mange som det, der har givet den spanske skodesigner Manuel ‘Manolo’ Blahnik stjernestatus. Det er blandt andet på grund af scenen, hvor Carrie Bradshaw er på vej hjem fra en aften i byen. Syd for Houston Street farer hun vild og spørger en fremmed om vej ... Og så sker det tragiske. Den fremmede viser sig at være en lommetyv med umanerligt god skosmag.

“Du må tage min Fendi-taske, min ring, mit ur, men bare ikke tage mine Manolo Blahnik,” forsøger en desperat Carrie Bradshaw uden held.

Manolo Blahnik

Sicariata Embellished Satin D'Orsay Pumps,Manolo Blahnik hos Saksfifthavenue.com 7946 kr. // Maysale Buckle Slide Mule, Manolo Blahnik hos Nordstrom.dk 5200 kr.// Hangisi flat, Manolo Blahnik hos Nordstrom.com 7318 kr.// Hangisi 70 Jeweled Pump, Manolo Blahnik hos Saksfifthavenue.com 6884 kr.

Den autodidakte skomager fra Kanarieøerne skulle efter sigende være en smule fornærmet over kun at blive forbundet med hitserien, og det er da heller ikke kun de fire singlepiger i Sex and the City, der hyppigt frekventerer butikken på 54th Street i New York.

Prinsesse Diana sagde engang, at hun blev i bedre humør af at købe Manolos. Og Madonna har udtalt, at designerskoene er bedre end sex. Selv Marge Simpson hoppede i et afsnit af Simpsons i et par Manolo Blahnik, da hun skulle gøre sig ekstra lækker for sin mand, Homer.

Manolo Blahniks position som kultur- og modefænomen er et uigenkaldeligt faktum. Det skyldes ikke alene den stjernespækkede fanskare, men også den omhu og kvalitetsbevidsthed, hvormed et par af de eksklusive Manolos er fremstillet.

Ved Sex and the Citys ophør (hvor Mr. Big endelig gik på knæ og friede til Carrie – med et par blå Manolos) mistede mærket en stor del af sin eksponering. Det skal det eksperimenterende Vetements-samarbejde nok få lavet om på.

Skoene fra samarbejdet kommer i butik til efteråret.

MERE FRA COSTUME