Disse ting bør du aldrig tage på til den første date

Hvis du ønsker at gøre et godt indtryk på din date, er der visse ting, du aldrig skal tage på til det første møde

Dating | Sådan klæder du dig til første date
© Vogue

Den første date er utrolig vigtig. Her skal du gøre et godt førstehåndsindtryk, og du stræber med stor sandsynlighed efter, at alt skal være perfekt – også dit outfit.

Det kan være svært at vælge det helt rigtige at iklæde sig, men her er fem ting, som du i hvert fald aldrig bør tilføje til dit datelook.

Tøj, som du ikke føler dig tilpas i

Selvom du gerne vil gøre et godt indtryk på din date, bør du aldrig gå på kompromis med, hvad du føler dig godt tilpas i.

Hvis du har valgt et outfit, som er for stramt, eller som generer dig, vil din opmærksomhed konstant være på dette. Vælg derfor altid noget, som din krop og dit sind føler sig godt tilpas i.

Et outfit, som ikke passer til omstændighederne

Hvis du kan få lokket ud af fyren, hvad I nogenlunde skal på daten, skal du iklæde dig efter begivenheden.

Skal I lave noget fysisk? Så tag noget på, som du kan bevæge dig i og sæt håret op. Skal I på en lille, hyggelig café? Så ville det være akavet at ankomme i din fineste, lange kjole og i dine højeste stilletter. Klæd dig efter det, daten indebærer.

Tag aldrig dine nyeste sko på

Hvis du lige er kommet hjem fra shoppingturen med veninderne og har købt de fedeste eller smukkeste nye sko, skal du IKKE fristes til hoppe i dem.

Der er nemlig intet værre end at måtte aflyse daten midt i det hele, fordi dine fødder er fyldt med vabler fra dine nye sko.

Pas på med parfumen

Selvom du sikkert gerne vil have, at din date lægger mærke til, hvor godt du dufter, skal du passe på med parfumen.

Det kan nemlig hurtigt blive for meget med den gode, men kraftige duft, og du ønsker jo ikke, at din date bliver nødt til at sidde alt for langt væk fra dig.

Pas på med hvidt tøj

I hvert fald hvis dagen er dedikeret til middag eller madlavning. Det kan hurtigt gå galt, og når skaden med mad på det hvide tøj er sket, er det svært at få den romantiske stemning frem igen.

Hvis du alligevel får spildt rødvin på blusen, så læs med her, hvor vi giver dig det bedste tip til at få pletten væk.