Forny din garderobe for 0 kroner

Det kan sagtens lade sig gøre at forny garderoben hurtigt og effektivt – uden at finde plastikkortet frem

© Anna Stokland

I modeøjemed er forårets komme lig med nye og spændende tendenser, og derfor også en anledning til garderobeoprydning, så der bliver plads til noget nyt.

Få et overblik over, hvordan du både kan sortere ud i det gamle og få nyt til klædeskabet – uden at bruge en krone.

1. Invitér veninderne

Dine veninder har sikkert lige så meget tøj som dig, som de ikke bruger. Saml derfor dine veninder til en hyggelig dag, hvor I bytter tøj med hinanden. Tilføj snacks og rosévin, og du er sikret en festlig dag, der samtidig vil redde dig for fremtidige tøjkriser.

Hvis din veninde forelsker sig i en kjole, som du ikke er helt klar til at tage afsked med, kan I også bytte i en begrænset periode. På den måde er garderoben altid ny og spændende.

2. Byt til nyt

Der findes efterhånden en række bæredygtige tiltag, hvor det er muligt at bytte aflagt tøj til noget nyt.

Et af de mest populære koncepter er Veras, hvor du kan veksle dig brugte tøj til point, der kan bruges som valuta i webshoppen.

Derudover arrangerer Byttemarked.nu byttedage i hele landet, og secondhand-apps som Tradono og Trendsales kan også bruges som bytteportaler, hvor du aftaler at bytte i stedet for at sælge.

Der er altså rig mulighed for at komme af med det gamle og få en masse nyt – og samtidig være god ved både miljøet og din bankrådgiver.