Filminstruktør Christina Rosendahl


© Christian Friis

Christina Rosendahl: “Jeg græd ofte lydløst bag kameraet”

Mød den succesfulde filminstruktør til en snak om sin nyeste film, Vold i kærlighedens navn, som har inspireret hende til at åbne op omkring hendes egen voldelige barndom

31. marts 2018 af Carla Christine Bruus Aagaard-Strube

Som filminstruktør og kunstner har Christina Rosendahl tidligere arbejdet med barndom og ungdom, når det er svært, men i sin seneste film, den Robert-nominerede dokumentar Vold i kærlighedens navn, der handler om Dannerhusets arbejde for voldsramte kvinder, har hun mødt sin egen smerte. 

For Christina Rosendahl kender vold. Og i forbindelse med filmen valgte hun at stå frem med sin egen historie om sin far, der var livstruende voldelig over for hendes mor. 

Hvornår traf du et valg om at ville fortælle jeres historie?

“I det indledende arbejde med filmen havde jeg ingen planer om eller lyst til at stå frem. Men da filmen var færdig, og pressearbejdet skulle i gang, blev det et spørgsmål om, hvad vi ville med den. 

Et af formålene med den er at bryde tabuer omkring fysisk og psykisk vold ved at fortælle om dem, og jeg følte ikke, at jeg fremstod troværdig, hvis jeg blev ved med at bede andre om at dele deres historie, men ikke fortalte min egen.

Gennem min barndom var min far psykisk og fysisk meget voldelig over for min mor og udsatte os børn for fare ved blandt andet at køre alt for stærkt i bil med os, når han havde drukket. Det skete gentagne gange, indtil det en dag blev så livstruende for min mor, at hun flyttede med os. Der var jeg omkring 10 år. 

Før sommerferien fortalte jeg min søster (sangerinden Pernille Rosendahl, red.), at jeg havde besluttet at stå frem med vores historie, og jeg ønskede hendes opbakning. Den fik jeg hundrede procent. Vi tog et strategisk valg om at give ét fælles interview til TV Avisen under forudsætning af, at de ville sætte psykisk vold på dagsordenen over to dage med det sigte, at det bliver gjort ulovligt.” 

Jeres historie inkluderer i høj grad jeres mor. Hvordan har hun reageret?

“Vores historie fylder jo i vores liv hele tiden, og en af grundene til, at vi er kommet igennem det som hele mennesker, er, at min mor altid har sagt, at den vold, vi oplevede, ikke var i orden. På den måde blev vi bekræftet i, at det, vi følte, ikke var forkert. Vold i hjemmet kan virkelig fælde en menneskeligt, hvis dem omkring én benægter, hvad der foregår. 

Min mor har fra begyndelsen bakket op om filmen og været nysgerrig på Dannerhusets arbejde, og hun har godkendt de interviews, jeg har lavet i relation til filmen. Jeg tror, det har været en lettelse for os alle, at vores historie kom frem, så det ikke er en hemmelighed, vi skal holde på mellem os.” 

Hvornår fandt du på at lave Vold i kærlighedens navn?

“Jeg havde nok ikke selv fundet på at lave filmen, men jeg  fik en henvendelse fra filmproduceren Sara Stockmann, der vidste, at Dannerhuset har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Derfor ville de gerne åbne op og vise stedet og deres arbejde i en film.Danner er jo et sted, der lukker sig om kvinder, der har brug for hjælp og beskyttelse fra voldelige mænd. 

Derfor er der ikke så meget fokus i det offentlige på det arbejde, de laver med at hjælpe kvinderne på fode igen med blandt andet socialrådgivere og psykologer, og fordi deres arbejde er usynligt, har de problemer med at få tilført midler fra fonde og det offentlige. Det ville jeg gerne hjælpe på vej.” 

Hvornår blev det vigtigt for dig at lave filmen?

“Da jeg i filmens opstartsfase kom med på arbejde i Dannerhuset, blev jeg helt blæst væk allerede den første time. Her kom en ung kvinde med et barn på to år ind. 

Hun var så ydmyg og ville ikke være til besvær og var i tvivl om, hvorvidt hun skulle væk fra sin kæreste. Efter meget kort tid stod det klart, at hun var i yderste livsfare og skulle væk med det samme. På det tidspunkt vidste jeg, at jeg måtte lave filmen.”

Hvad var dit fokus for filmen?

“Der er flere forskellige agendaer på spil, men det er først og fremmest en film om, hvordan man rejser sig og heler efter vold. Jeg håber, den kan være med til at fortælle kvinder, der er udsat for vold, at der er hjælp at hente. 

At socialrådgivere er mennesker, der er til at tale med, og ikke bare en ‘dame fra kommunen’, der kun tænker på penge. At den kan gøre opmærksom på, at vold ikke kun er det, der sætter mærker på huden, men at det for eksempel også kan være kontrollerende adfærd og seksuel tvang. 

Det er en myte, at det er svært at bevise psykisk vold. Det er det ikke. Der er masser af tegn, for psykisk vold er et gentagende og vedvarende mønster. Jeg er meget optaget af, at psykisk vold kommer på den politiske dagsorden.” 

Hvad betød det for fortællingen og for kvinderne i Danner, at du selv har en historie med vold?

“Meget. Det var det første, folkene fra Danner spurgte mig om, for hvis man har en baggrund med vold, kan man blive gentraumatiseret af at høre andres historier. Dannerhuset bad mig om at få supervision undervejs, hvilket jeg fik hos min egen psykolog. Da jeg begyndte optagelserne, fortalte jeg som det første kvinderne, at jeg selv kom fra en voldelig baggrund.”

Hvordan påvirkede det dig at høre kvindernes historier?

“I en periode var det ret voldsomt. Jeg kunne genkende næsten alt, hvad kvinderne talte om, og på et tidspunkt blev det for meget for mig at sidde med det selv. 

Jeg husker en juleferie, hvor jeg netop havde overværet en helt ubærlig sag om en iransk kvinde, der ville blive udvist til Iran uden sine børn, hvis hun blev skilt fra sin voldelige, danske mand. Den sag gik jeg helt i spåner over. Hvis kvinden kunne finde et arbejde i Danmark og forsørge sine børn, ville myndighederne lade hende blive. 

Derfor sad jeg hele ferien og ledte efter arbejde til hende, indtil min mand sagde: ‘Nu går du til supervision!’ Jeg græd ofte lydløst bag kameraet, og når jeg gik hjem fra optagelserne.”

Flere af dine tidligere film har kredset om at være barn og ung. Hvordan har Vold i kærlighedens navn været anderledes for dig at instruere? 

“Filmens tema går jo ind i kernen af, hvem jeg er, med problemstillinger, der er så genkendelige for mig. Jeg lider meget af overempati, og det kan forstyrre mit arbejde, at jeg engagerer mig for meget i den person, jeg portrætterer. 

Empatien er ofte god og med til at gøre filmene sanselige, men i dette tilfælde har jeg skullet bruge min energi på at distancere mig fra historierne. Det har været vigtigt for at kunne gøre en forskel for en hel masse.” 

Brugte du en særlig metode til at gå til emnet på?

“Jeg bruger en metode, der hedder Direct Cinema, der handler om at indkapsle virkeligheden så sandfærdigt som muligt. Der er meget stramme regler for, hvad man må – blandt andet må man ikke lave interview. Jeg talte heller ikke med kvinderne, når vi ikke filmede, for de må ikke opfatte mig som en veninde eller privatperson, ligesom jeg heller ikke har kendt deres baggrund, før vi filmede.”

Hvad har filmen betydet for dig personligt?

“Arbejdet med filmen har givet mig en følelse af frihed. Jeg har fået sat ord på nogle ting, jeg har båret på hele livet, som ikke er en hemmelighed mere. Arbejdet med Vold i kærlighedens navn har været med til at bryde mit eget tabu – og det håber jeg også, at den kan være med til hos andre.” 

Måske er du interesseret i ...

Seneste