De største tattoo-tendenser

Tatovøren Marija Ripley fra The Sailors Grave fortæller dig om de største tendenser i branchen netop nu, og hvorfor hun elsker de store, farverige tatoveringer

© Foto: Mai Vanilli

Modellen Veneda Budny, dj'en Christel Pixie og modebloggeren Marie Jedig har de sidste tre uger fortalt historien bag og vist os deres blækkede kunstværker.

I dag skifter vi fokus og stiller skarpt på kvinden med nålen i hånden: Tatovøren Marija Ripley. Marija har arbejdet som tatovør i 15 år, og hun elsker klassiske tatoveringer og det, at flere og flere kvinder får store tattoos.

Husk også, at vi udlodder et gavekort på 3.000 kroner til en tatovering af Marija hos The Sailors Grave. Upload et billede til Instagram af en af dine flotte tatoveringer eller af en tegning, der viser, hvad det er, du gerne vil have lavet - og husk at bruge hashtagget #costumetatovering. Så deltager du automatisk i konkurrencen.

Læs med her og find af, hvorfor tatoveringer skal passe til den krop, de bliver tatoveret på, og hvordan det at få lavet en tatovering kan være en måde at komme tættere på den, man er indeni.

Navn: Marija Ripley
Alder: 35 år
Beskæftigelse: Tatovør

Hvornår fik du din første tatovering? “Jeg fik min første tatovering, da jeg var 19. Min mor havde sagt, at hun ville flippe skråt og melde tatovøren, hvis jeg blev tatoveret, inden jeg var fyldt 18 - hun vidste nok godt, hvad der var i vente.”

Hvorfor er det, at tatoveringer er så fede? “Jeg synes, tatoveringer er fede, fordi de har så mange egenskaber. De kan minde os om en god tid, et dejligt øjeblik eller en vi gerne vil mindes. Tatoveringer kan også bare være en dekorativ måde at udsmykke dig selv på. En af mine kunder sagde engang, at når hun bliver tatoveret, er det som om, hun kommer tættere på den, hun er inden i. Det synes jeg, er en ret smuk tanke."

Hvilke tendenser ser du særligt indenfor tatovering for tiden? “En generel tendens indenfor tatoveringer er, at vi søger tilbage til det kendte. Retrotatoveringer, hvor man finder inspiration i for eksempel gamle sømandstatoveringer, er populære - men det har de sådan set altid været! Tattoo-tendenser kommer ligesom andre modetendenser i bølger.

Danmark er blevet et land med en stærk tattoo-kultur, og mange springer ud i kæmpe tatoveringer - selv hvis det er deres første. Det er ikke længere så nødvendigt, at tatoveringen kan gemmes, blandt andet fordi mange arbejdspladser accepterer tatoveringer, så længe de ikke er anstødelige. Og så er der flere og flere kvinder, som får store tattoos, hvilket jeg synes er ret sejt!”

A**dskiller kvinders tatoveringer sig fra mænds?**
“Kvindelige kunder får i grove træk lavet det samme som mændene. Uanset køn skal tatoveringen passe til stedet, den sidder på kroppen. Den skal understrege og fremhæve en smuk form, ligegyldigt om den sidder på en kvinde eller mand. Jeg forsøger derfor altid at tilpasse designet i tatoveringen bedst muligt til kundens krop. Kvinder er generelt mere bevidste om, hvilke farver tatoveringer får, hvor mændende ofte overlader farvevalg til mig."

Hvad lægger du vægt på, når du selv skal have lavet en tatovering?
“Jeg vælger ofte først tatovøren, derefter motivet. Jeg har måsker en vag ide om, hvilket motiv jeg kunne tænke mig, men jeg overlader det meste til tatovøren. Jeg er helt klart til klassikere med et romantisk og bittersødt strejf."

Foto: Mai Vanilli**Hvad ville du aldrig få tatoveret eller tatovere på andre?** “Jeg tatoverer ikke noget, som jeg føler, ligger uden for min ekspertise, men jeg hjælper gerne med at finde den rette tatovør til jobbet. Jeg laver heller ikke stødende tattoos eller tatoveringer, hvor jeg ikke føler, det er en god idé for kunden at få tatoveringen lavet."

Hvad kan du bedst lide at tatovere på andre?
“Jeg tager altid først kunden ind til en snakketid, hvor vi drøfter hans eller hendes ideer og tanker om tatoveringen. Jeg elsker mit job, fordi jeg får lov til at tegne smukke tegninger, hvor jeg tit kan inkorporere mine egne favoritmotiver - blandt andet smukke kvinder, dyr og blomster. Det jeg oftes tatoverer er store, farverige tattoos, som tager minimum fire timer at lave. Gode tatoveringer gør folk smukkere, og det er jeg vildt stolt af at kunne være med til."

Fortæl noget om dig selv, vi ikke ved
“Mine tatoveringer er måske med til at skjule mit hemmelige liv som dedikeret hestepige! Jeg har tre islandske heste, og en tur gennem skoven på hesteryg er noget af det bedste, jeg ved."

Husk at du i dag kan møde Costume.dk og Stylista.dk's Digitale Modechef, Camille Berner, som fortæller om sin oplevelse med at få fjernet tatoveringer.

Næste tirsdag kan du møde modeeksperten, Chris Pedersen, som giver sit syn på tatoveringer og deres plads i modebranchen - og så får du også Chris' holdning til de tre modedamer, Veneda, Christel og Maries, tatoveringer. Glæd Jer!