Weekdays printdesigner Annika Berger med et af sine design. 

Derfor er grafiske T-shirts så populære

Grafiske T-shirts med diverse budskaber er overalt på sociale medier og i gadebilledet. Men hvorfor er det så populært at have et statement trykt på tøjet?

25. september 2017 af Amira Høg Daimar

Hun har skabt et nyt print hver eneste uge i seks år og seks måneder. Det giver 350 print i alt.

Vi har taget en snak med Weekdays printdesigner, Annika Berger, som blandt andet har været med til at skabe projektet Zeitgeist, der hver uge tager et relevant tema op og forvandler det til en grafisk T-shirt. 

Annika Berger foran et udvalg af sine printdesign for Weekday. 

HVAD ER IDÉEN BAG ZEITGEIST-PROJEKTET?

“Zeitgeist betyder tidsånd og det er præcis, hvad vores print repræsenterer. Idéen bag Zeitgeist er at se på, hvad der foregår i verden, og skabe print ud fra ugens overskrifter. Projektet giver os mulighed for at tale om ting, der optager os, uden for modeområdet. 

Vi mener, det er vigtigt at råbe op og forholde sig til de problemstillinger, der påvirker folks liv.”

HVOR MANGE PRINT HAR DU LAVET?

“Det første print var i 2011 og vi har lavet et hver uge siden da. Så det må næsten være 350, hvis jeg tæller rigtigt – seks år og knap seks måneder. Jeg har aldrig misset en uge i seks år, heldigvis har jeg aldrig været for syg til at læse nyhederne eller lave et print.”

HVOR FINDER DU INFORMATION OM AKTUELLE BEGIVENHEDER?

“Instagram, Twitter og så læser jeg mange internationale aviser, i særdeleshed The New York Times og Guardian.” 

Backstagebillede fra Weekdays nye kampagne, der relancerer en række af de mest populære Zeitgeist-print. 

HVILKE EMNER KAN DU BEDST LIDE AT INKLUDERE I DIT ARBEJDE?

“Egenkærlighed er en favorit, fordi det er så vigtigt og altid relevant.”

HVIKET PRINT ER DIN FAVORIT?

“I 2012 lavede vi et print, hvor der står ‘my pussy my choice’, som en påmindelse om, at alle kvinder selv bestemmer over deres krop. Desværre er printet endnu mere aktuelt i dag, og vi har brugt budskabet adskillige gange siden.”

GRAFISKE T-SHIRTS ER MEGET POPULÆRE FOR SIDEN. HVAD TROR DU, DET SKYLDES?

“I dag er alle meget bevidste og orienterede om sociale problemstillinger, og ivrige efter at deltage for at komme med et statement. Det er vigtigt at have en mening og ikke være stille.”

På torsdag relanceres en stribe af de mest populære T-shirts fra Zeitgeist-projektet i fysiske forhandlere og på Weekday.com.

Måske er du interesseret i ...

Seneste