“Det stærkeste våben, vi kvinder har, er udholdenhed“

Mød Katie Stelmanis fra det albumaktuelle band Austra, der har en del at sige om både Donald Trump, fremtiden og ligestilling anno 2017

Austra og Katie Stelmanis
© Instagram / @Austraaa

Det canadiske, anmelderoste band Austra har en ægte powerkvinde i front: Sangerinden Katie Stelmanis.

Bandet udgiver deres nye album Future Politics i dag, og vi har benyttet anledningen til at tage en snak med Katie Stelmanis, som har en del at sige om både Donald Trump, stærke kvinder og de politiske fremtidsudsigter.

AUSTRAS NYE ALBUM HEDDER FUTURE POLITICS. HVORDAN SER EN IDEEL FREMTID UD IFØLGE DIG?

“Jeg forestiller mig en fremtid baseret på bæredygtighed, eller som Adrienne Rich siger det: ‘En verden uden undertrykkelse’. Jeg forestiller mig også en verden, hvor vi ikke kun bruger teknologi til økonomisk vinding, men hvor vi også udnytter dets ubegrænsede potentiale til at skabe et liv, der er endnu mere spændende, end hvad vi før har kendt til. Forestil dig, hvor spændende ting ville være, hvis vi, i stedet for at putte al vores tid og energi i smartphones, opfandt store opfindelser, der kunne forbinde mennesker over hele verden.”

KAN MUSIK VÆRE MED TIL AT RYKKE GRÆNSER I SAMFUNDET?

“Jeg føler, at musik er en del af en større kulturel påvirkning, som kan være med til at flytte grænser. Og det er vigtigere nu end nogensinde før, at vi bestræber os på at ændre massernes holdninger væk fra kun at tænke individualistisk til at tænke mere kollektivt. Således vil vi alle sammen blive meget bedre til at passe på hinanden.”

Videoen til Austras nye single, Future Politics, har et meget stærkt budskab om håb, og om at vi skal blive ved med at drømme om en bedre fremtid.

DU HAR UDTALT DIN FRUSTRATION OVER DONALD TRUMP. HAR DU NOGLE RÅD TIL, HVORDAN MAN SKAL HÅNDTERE, AT HAN ER USA’S PRÆSIDENT?

“Bliv ikke bitter, og hold aldrig op med at håbe på en bedre fremtid og en bedre verden. Undertrykkelsens stærkeste våben er at undertrykke folks fantasi. Jeg tror, at så længe vi er i stand til at forstille os, hvordan verden burde se ud, så kan vi også arbejde os imod det mål. Så bliv ved med at drømme, bliv ved med at tro og bliv ved med at se fremad.”

HVORDAN KAN MAN SOM KVINDE BEDST FINDE SIN INDRE POWERKVINDE FREM?

“Jeg tror, at det stærkeste våben, vi kvinder har, er udholdenhed. Lige meget, hvilken branche, du er i, så vil du se unge fyre og mænd overhale dig, selvom de hverken arbejder lige så hårdt eller har det samme talent som dig. Du vil se mænd blive rost for ting, du burde få ros for, og du vil se dem blive succesfulde på områder, hvor du endnu ikke har opnået noget. Men du må ikke lade det ødelægge dig, du skal i stedet bare blive ved med at arbejde, blive ved med at se fremad og til sidst vil du finde den succes, du fortjener.”

ALT DET, DU IKKE VIL GÅ GLIP AF