“Hvem bliver ikke i bedre humør af at se en smuk farve en mandag morgen?”
Mød kjoledesigneren Bettina Bakdal til en snak om bæredygtighed, Matisse-inspiration og kunsten at fejre gråvejrsdagene
Danske Bettina Bakdal har en fortid som chefdesigner for InWear og underviser på Designskolen Kolding. I 2014 lancerede hun sit eget brand med stærke designrødder i sin egen stil – unika, oversized kjoler lavet af vintagesilketørklæder og overskudsmetervarer fra store modehuse.
Hvilke tematikker leger dine kjoledesign til kvinden anno 2018 med?
“Jeg laver ikke to ens kjoler. Alle mine kjoler er unikke og syet ud af vintagesilketørklæder og overskudsmetervarer fra store modehuse. Jeg arbejder med formgivning og bruger formen som et slags lærred. Eller som en collage. Jeg arbejder intuitivt og ikke med temaer.”
Hvordan vil du gerne have, at kvinder skal føle sig i dine design?
“Jeg håber, at den, som bærer kjolen, føler sig unik og enestående, da lige præcis den kjole jo er den eneste, der findes. Mine kjoler er designet i oversize, så man føler sig ikke fastlåst.”