“Jeg elsker min branche ... Vi kunne godt bare være venligere”

Der er sjovere fester, og man behandler kollegaerne bedre i teaterverdenen, som designer Nicholas Nybro var lige ved at vælge

Foto: Thomas Cato

Foto: Thomas Cato

Han sender modellerne ned ad catwalken i store bastkjoler med stærke farver og stærke fortællinger. Designer Nicholas Nybro har på utrolig kort tid slået sit navn fast som en af de mest nytænkende, unge designere herhjemme.

I denne uge har Nicholas Nybro gjort sig særligt bemærket og har vundet titlen som den mest omtalte designer herhjemme. Det skyldes denne blodrøde kjole, som Ghita Nørby bar til bal hos Dronning Margrethe, og som i dagene efter er blevet delt og diskuteret utallige gange på de sociale medier.

I det nye nummer af Costume har vi snakket med ham om, hvad han altid og aldrig bliver stillet af spørgsmål, og han fortæller, at han faktisk var lige ved at blive skuespiller i stedet for designer – og at modebranchen kunne lære et en ting eller to af teaterverdenen.

“Jeg bliver aldrig spurgt om: 'Hvad ville du lave, hvis du ikke var designer?'. Når jeg snakker med mine venner, der også laver det, de elsker, siger jeg, at jeg vitterligt ikke ved det. Men faktisk søgte jeg ind på Skuespillerskolen samtidig med Designskolen. Jeg besluttede, at de måtte vælge for mig. Og da jeg ikke hørte fra Skuespillerskolen, måtte det være den anden vej.

Jeg har spillet rigtig meget teater! Amatørteater, semiprofessionelt teater. Da jeg var 17 år, kom jeg med i et ret anerkendt børneteater, Eventyrteatret. Jeg spillede faren i Hans og Grete og sang solo og hele balladen på Det Ny Teater. Det store for mig var at være med i noget så professionelt og levere hver eneste dag for tusinde mennesker i salen. Det gjorde virkelig indtryk på mig."

“Nu får jeg udlevet det at performe og fortælle noget til publikum gennem en forestilling som designer. Jeg er kravlet om bag scenen, og jeg har ikke det store ønske om at stå på den igen. Jeg låner meget fra teaterverdenen i det, jeg laver nu. Det at have is i maven. At skulle levere. Den gav mig en måde at være mere ekspressiv og udadvendt på. Der er flere, der har sammenlignet mit tøj med kostumer, men det er det slet ikke. Det er bare den måde, jeg laver tøj på, og som jeg synes, verden skal se ud.

I bund og grund er teaterverdenen mere tiltalende for mig end modeverdenen på grund af måden, man arbejder med hinanden på. Modebranchen kan være meget hård, og så rykker den utrolig hurtigt. Det går det lidt langsommere i teatret, og det er ret sundt. I teaterverdenen ved man, hvor meget arbejde, der skal gå forud for, at et produkt bliver godt.

I modebranchen er den kreative og kunstneriske proces i mange virksomheder sekundær, og det handler i bund og grund om bare at levere. Ikke om fordybelse og nyskabelse. Det kan jeg ikke være en del af, og derfor opstartede jeg mit eget firma, hvor vi netop bruger tid på idéudvikling og masser af proces – ellers ville jeg dø af kedsomhed."

nicholas nybro aw16 cphfw 65ljlnelxwsi

Nicholas Nybro AW16 / Foto: Copenhagenfashionweek.com

“Man behandler hinanden bedre i teaterbranchen, fordi alle er potentielle kollegaer. Man ved ikke, hvem man skal arbejde sammen med næste gang. Man er nødt til at bruge hinanden og investere i hinanden. I modebranchen kan man vælge at sige, at vi alle sammen er konkurrenter.

Jeg ved ikke, om det er fordi, at folk er pisse bange for at deres idéer bliver stjålet. Men jeg ved, at vi i branchen er dårlige til at hjælpe hinanden, og folk holder kortene tætte til kroppen. Det er død usympatisk! Og det må bunde i, at folk er usikre og nervøse. Hvis vi hjalp hinanden og løftede i flok, ville man nå meget længere.

Jeg har altid troet på, at 'sammen er vi stærkere'. I stedet for at vi alle sidder og kæmper med at finde de perfekte produktionssteder og kommer bagerst i køen, fordi ordrerne er små, kunne man måske gå sammen og lave en løsning. Jeg er heller ikke bange for at spørge, hvad folk betaler for det ene og det andet – det gør, at vores branche bliver mere gennemsigtig.

Modebranchen er en af de dårligst betalte brancher, og det er blandt andet fordi, at vi ikke står sammen. Vi er bange for, at naboen tager jobbet, og så underbyder vi os selv. Det er trist. Det er skide fjollet, og det kommer der ikke noget godt ud af. Jeg ville ønske, at folk blev bedre til at være åbne og hjælpe hinanden.

Helt lavpraktisk er teaterfester også sjovere end modefester – de har mere knald i hjernen og er ikke så uptight. Men altså – jeg elsker min branche, det gør jeg virkelig. Vi kunne godt bare være venligere.”

Læs mere om, hvad Nicholas Nybro altid bliver spurgt om, og hvad han vil spørge næste måneds person om i Costume nummer 168, der er i butikkerne nu. Se mere om Nicholas Nybro HER.