“Jeg er motiveret af, at vi er meget få modeller med hijab”

Mød smukke Linda Nidae Khalef til en snak om modebranchens objektivisering af kvinder – og hvordan hun ønsker at ændre denne kultur på sin helt egen måde

© Mikas

Det tog nogle år, før Linda Nidae Khalef sagde ja til at blive model. Med sin muslimske tro og sin modvilje mod modebranchens objektivisering af kvindekroppen skulle hun finde en ro og styrke i sin egen kerne, før hun var klar. I dag har hun valgt at arbejde som model ud fra sine egne principper – dels for sin egen udfordrings skyld, dels for at styrke en bredere repræsentation i mediebilledet.

Hvordan reagerede din familie og dine venner på, at du ville være model?

“Min familie støtter mig altid i alt, hvad jeg gør, og mine venner var meget begejstrede for, at jeg endelig besluttede mig for at blive model. Gennem mine teenageår har jeg flere gange fået muligheden for at prøve det af, men jeg har altid været tøvende. Dels fordi jeg er lidt genert, dels – hvilket var min hovedårsag – på grund af den måde, medierne bruger seksualitet til at sælge en vare på. Det ville jeg ikke være en del af. I modebranchen bliver kvinder i langt højere grad end mænd fremstillet som seksuelle objekter fremfor som de mennesker, de er.

I dag har jeg en større viljestyrke til at forblive tro mod mig selv, end jeg har haft tidligere, og jeg er blevet bedre til at gennemskue den illusion, medierne har skabt om kvinder.

Da jeg fik muligheden for at arbejde i branchen ud fra mine egne forudsætninger, besluttede jeg mig for at prøve. Jeg har et godt netværk af venner og familie, der hele tiden minder mig om, hvem jeg er, og det gør det nemmere for mig at have mig selv med. Jeg er primært model med det formål at have det sjovt og udfordre mig selv.”

Hvordan oplever du det så at arbejde i modebranchen i forhold til den seksualisering af kvinder, der ofte finder sted?

“Desværre føler jeg ikke bare, at det er noget, der finder sted, jeg oplever, at det dominerer hele industrien. Jeg siger ‘desværre’, fordi den kvindelige krop ikke er en vare. En kvindes krop bør blive respekteret og hyldet, og det bliver den ikke, når fokus ligger på kvinden som et seksuelt objekt mere end på kvinderne i sig selv.”

Hvornår traf du beslutningen om at bære hijab?

“Jeg er muslim og bruger islam som en rettesnor. Jeg besluttede at bære hijab, da jeg var 20 år, hvor jeg arbejdede på den vigtigste relation af alle: den til mig selv. Hijabben har guidet mig i flere aspekter af livet.

Et af dem har været at forstå hele min karakter med alt, hvad den rummer af gode, dårlige og grimme ting, for at udvikle mig og blive et bedre menneske. At nå frem til en ny – eller måske bedre – definition af, hvad min egentlige skønhed er, mere end bare den måde jeg ser ud på. Jeg er for eksempel ikke mit hår og ikke min hud, men den sjæl, der lever i mig, som India Arie synger.”

Selvom man ser flere modeller med hijab, er det stadig et mindretal. Har det givet nogle udfordringer?

“Der er en mangel på viden om, hvilket tøj der er passende for en model som mig. Jeg styler altid selv mit tørklæde og har altid mine egne med på skydninger, da stylisterne sjældent ved, hvordan det skal sættes eller har tørklæder med, der passer til tøjet.

Hvis de er kommet med tøj, der er upassende for mig, har jeg afvist det og forklaret hvorfor, og jeg har kun oplevet velvilje i forhold til det.”

Hvad betyder det for dig at bære hijab som model?

“Jeg er stadigvæk ved at lære den her nye verden som model med hijab at kende, men det faktum, at jeg kan gøre, hvad jeg vil, og samtidig gøre det på min måde, er fantastisk.

Jeg troede, det ville bliver meget svært at være mig selv i branchen, da jeg aldrig før havde set en model med hijab udover Halima fra USA. Men når man har det sjovt med det, så bliver det så meget sjovere.”

Betragter du det som en form for aktivisme?

“At være autentisk over for mig selv uden nogen form for undskyldninger er den handling, jeg er allermest bevidst om. Men jeg er motiveret af, at vi er meget få modeller med hijab. En bredere repræsentation er vigtig.

Når hovedtørklædet for eksempel bliver portrætteret af medierne som noget militært eller provokerende, bliver det automatisk opfattet som et angreb på den vestlige kultur. Når fortællingen i vestlige debatter er, at hovedtørklædet skader moderniseringen og normaliserer kvindelig undertrykkelse, bliver det brugt til at cementere et klichéfyldt billede af det muslimske samfund.

Når folk i vesten har den opfattelse, bliver det sværere og sværere for muslimske kvinder at bære tørklæde i offentligheden, fordi det bliver opfattet som en trussel. Hvis man har en bredere repræsentation i mediebilledet, så flere føler sig genkendt og repræsenteret, skaber det en følelse af at være inkluderet, som er essentiel for unge og deres opfattelse af sig selv.”

Bliver du booket primært på grund af dit udseende eller din hijab?

“Jeg tror på, at jeg har smukke træk, og at mit bureau, Mikas, oprigtigt mener, at jeg har det. Når jeg bliver booket til jobs, tror jeg, det er begge dele – altså både mine træk og mit tørklæde – der spiller ind.”

ALT DET, DU IKKE MÅ GÅ GLIP AF