Syriske Haifaa Awad er læge, debattør, aktivist og forfatter
© Christian Friis

“Min familie var stolte, men meget bekymrede for min sikkerhed”

Syriskfødte Haifaa Awad er læge og føler hver dag, at hun skal til Syrien og hjælpe – som læge og som datter af det land, hun elsker

15. april 2018 af Carla Christine Buus Aagaard-Strube

Selvom hun er opvokset og uddannet i Danmark har Haifaa Awad syriske rødder altid påvirket hendes bevidsthed og udlængsel, og da hun var færdiguddannet læge, rejste hun tilbage til sit fødeland og arbejdede på et felthospital for borgerkrigens ofre. Et beslutning om at risikere sin egen sikkerhed for at hjælpe andre, som hun ikke ville gøre om, men som også har haft omfattende konsekvenser. 

Hvornår vidste du, at du skulle være læge?
Jeg havde ikke de dybe overvejelser omkring det, men jeg fik et højt snit i gymnasiet, og jeg har altid gerne villet rejse med mit arbejde og gøre en forskel for andre. Jeg er født i Syrien og boede de første år af mit liv i Damaskus, og samtidig kommer jeg fra en meget politisk engageret familie. Underbevidst har begge dele formet mig. Mens jeg uddannede mig til læge, var der fred i Syrien, og det var min plan at tage til Syrien for at arbejde på et børnehjem eller for en NGO med at udbrede folkesundhed. I 2011 udbrød den syriske borgerkrig, og så blev det pludselig til et vigtigt politisk ærinde at gøre forskel. Jeg følte ikke, at jeg havde andet valg end at tage derned og hjælpe til, men i bund og grund var det jo et valg, og da jeg var færdiguddannet som læge tog jeg ned og hjalp krigens ofre på et lille nordsyrisk felthospital.”

Hvordan reagerede din familie på, at du tog til Syrien for at agere mod regimet?
“Min familie var stolte over min aktive humanitære handling, men de var – og er – meget bekymrede for min sikkerhed både dernede og herhjemme. Anden gang jeg tog af sted, fortalte jeg det først, da jeg kom hjem, for jeg ville ikke have, at de skulle bekymre sig så meget. Mine politiske holdninger og handlinger er alment kendt i syriske kredse og både dernede og herhjemme, er der er hele tiden folk, der holder øje med, hvordan jeg ytrer mig. De har truet mig direkte herhjemme, men jeg vil ikke høvles, hverken af dem eller af folk, der vil svine mig til på Facebook. Jeg vil blive ved med at bidrage med at være læge og være en rapkæftet kritiker af det system, der er i Syrien.”

Hvilke konsekvenser har det yderligere haft, at du har hjulpet til under krigen og forholder dig kritisk til al-Assad-regimet?
“Det har konsekvenser på forskellige niveauer, fordi mit valg også har betydning for min familie. Jeg er efterlyst i Syrien, og hvis jeg tager derned bliver jeg anholdt og skudt, og det gælder ikke bare for mig, men for hele min familie. Min mormor er lige gået bort, og vi har ikke kunnet komme derned og sige farvel. På den måde er der nogle meget langsigtede konsekvenser af mine handlinger, og i perioder har jeg tænkt, om det havde været bedre at kunne rejse derned som en anonym person. Men det trøster mig, at min mormor har været superstolt. Hun vidste, at jeg har gjort en forskel, og at jeg var med til at videføre familiens arv med at være politisk aktiv og arbejde for et bedre land.” 

Som ung rejste du meget mellem Danmark og Syrien. Hvordan oplevede du kontrasterne i at være ung dansk-syrer?
“Da jeg var barn, var Syrien et land jeg forbandt med duften af jasminblomster og en sød bedstemor, men som ung oplevede jeg de store sociale forskelle, der er med en eliteverden af unge, der drak champagne og festede hele natten samtidig med, at min moster boede alene ude i slumkvarteret, fordi min onkel var uskyldigt fængslet som regimekritiker. I min skoletid var vi dernede om sommeren, og jeg oplevede at være meget splittet i den skizofrene virkelighed mellem studiet og trygheden herhjemme og det liv, som regimet havde skabt i Syrien. Der er helt klart en råd tråd i det, jeg laver, fordi jeg livet igennem har pendlet mellem de to ekstremer, som der er i Danmark og Syrien. Vi har et stort ansvar, når vi lever i et demokrati og har mulighed for stemmeret. Vi skylder og selv og andre at tænke os om, når vi er så privilegerede.” 

Hvordan finder du ro i at være herhjemme?
“Jeg er nødt til at blive herhjemme, for jeg kan ikke rejse til Syrien, men det er samtidig også et bevidst valgt at vælge at skrue lidt ned og passe lidt mere på mig selv. En bevidsthed om at hvis jeg skal kunne yde, skal jeg også kunne nyde. Men det er et svært valg, for jeg føler hver eneste dag, at jeg skal ned og hjælpe, som læge og som datter af det land, jeg elsker. Det har taget lang tid for mig ikke bare et overbevise mig selv om, at det var ok, at jeg købte en kop kaffe på en café, til at jeg virkelig følte det. Jeg har en veninde, der også er fra Syrien, og hun poster aldrig noget, når hun har det godt, fordi hun ikke vil have, at folk i Syrien skulle få det dårligt over det. Men folk i Syrien vil gerne fejre livet og have at andre har det godt, og den viden hjælper mig til at kunne nyde livet herhjemme.” 

“Jeg har opnået en accept af, at livet går videre herhjemme, og på den måde kan jeg mærke mit livsvalg ændrer sig og bliver mere pragmatisk og inkluderer en lyst til at ville skabe et hjem og have en kæreste. Farven er skiftet fra rød til lyserød. Heldigvis tiltrækkes man ofte af det, man ønsker sig af livet, og jeg har fundet en mand, der deler de samme værdier som mig og lige som jeg arbejder med Mellemøsten. Det ligger i min natur, at ville være ude og bruge mine kompetencer som læge, men lige nu er det en overgang, hvor jeg også arbejder på at etablere mig herhjemme og videreuddanne mig til anæstesi-læge og finde ro i det.”

Måske er du interesseret i ...

Seneste