Modeblogger Marie Jedig viser sine mange tattoos

"Mine tatoveringer er ligesom vokset ind i mig og blevet en del af mit udseende og selvbillede"

© Marie Jedig

Costume.dk har mødt modebloggeren Marie Jedig, der foruden at drive den populære modeblog Vilde Kaniner, arbejder for Jane Kønig. Marie fik sin første tatovering som 18-årig, og har siden da fået blæk i huden adskillige gange.

Læs med og find ud af, hvordan man kommer på at få en søhest tatoveret på overarmen, og hvorfor man bliver afhængig af tattoos.

Navn: Marie Jedig

Alder: 22 år

Beskæftigelse: Modeblogger på Vildekaniner.dk og PR & Marketingskoordinator samt Social Media Manager hos Jane Kønig

Hvornår fik du din første tatovering? “Da jeg var 18 år. Jeg havde i mange år fantaseret om diverse motiver, og plaget mine forældre halvt ihjel med ideen, men jeg fik altså først taget mig sammen, da jeg endelig fyldte 18. Det skete på en studietur til Berlin, og motivet blev et lillebitte anker på venstre arm. Min mor troede på daværende tidspunkt, at mine fremtidige jobmuligheder var ødelagte.”

Hvorfor har du fået dine tatoveringer? “Af meget forskellige årsager. Til at begynde med var jeg overbevist om, ligesom de fleste andre, at alle tatoveringerne skulle have en særlig form for personlig betydning - men det er nærmere endt ud med at være motiver, jeg fandt smukke eller inspirerende. Det er sjovt, som folk altid skal forsøge at belære mig om fortrydelsesraten for tatoveringer, for mine tatoveringer er ligesom vokset ind i mig, og blevet en del af mit udseende og selvbillede. Tatoveringer er som et fix, og når man først er startet, er det svært at stoppe igen. Jeg får altid lyst til at bestille tid til min næste idé, så snart jeg har fået blækket min nuværende idé ind i huden.”

Foto: Marie Jedig**Betyder nogle af dine tatoveringer særligt meget for dig?** “Mit skelet på venstre overarm er min skytsengel, og er opkaldt Lærke efter min højtelskede lillesøster. Mit 'armbånd' om venstre håndled er ligeledes en kærlighedserklæring til hende. Mit anatomiske hjerte er for min familie, og ideen til fluen på højre håndled har jeg tyvstjålet fra min kæreste. Men alle tatoveringerne får ligesom en betydning med tiden, fordi de minder mig om den tid, de er kreeret i."

Vil du ikke fortælle historien med din nye tatovering med søhesten? “Det kløede i min hud af længsel efter blæk efter en lang periodes 'tørketid'. For kort tid siden besluttede jeg så, at det var tid til endnu en tatovering, og jeg ringede og bestilte tid til samme dag uden egentlig at have tænkt over motivet. Hele dagen gik jeg i tænkeboks over motivet, og pludselig kom ideen. Jeg synes, søhesten er et smukt symbol, fordi den, ligesom det anatomiske hjerte, syner så anderledes i virkeligheden end i fantasien. Det er et gennemgående tema i mine tatoveringer, at de skal være realistiske og rå.”

Foto: Marie Jedig**Bliver du altid tatoveret hos samme tatovør?** “Faktisk ikke. Det er altid en ret spontan idé for mig at blive tatoveret, så det ender altid med at være dét sted, der har tid den pågældende dag. I begyndelsen fik jeg en del af mine tatoveringer lavet hos Dr. Bones i Næstved, fordi han er så venlig, hurtig og præcis. Men min oplevelse er egentlig, at de fleste danske tatovører er dygtige. Rygter spredes for hurtigt i dette land til at muliggøre en dårlig tatovørs praktisering af sit fag.”

Hvordan er din arbejdsplads forhold til tatoveringer? “Nu er jeg heldig at arbejde selvstændigt en stor del af tiden, og i forhold til min blog vil jeg sige, at det faktisk er en positiv ting for mig at have tatoveringer, fordi det giver mig karakter. På mit job, som PR & Marketingskoordinator i et smykkefirma, er udsmykning i form af tøj, hår og tatoveringer også ganske legalt og måske nærmere en fordel end en ulempe. Modebranchen er generelt et let sted at være tatoveret, fordi tatoveringerne er med til at skabe ens personlige look. Jeg tror desuden ikke, at jeg ville passe ind i en type af job, hvor tatoveringer ikke er 'velkomne'.”

Foto: Marie Jedig**Hvordan reagerer folk, når de ser dine tatoveringer?** “Mine forældre og stort set hele min familie hader tatoveringer. Jeg tror, at de forbinder det med low class, og de kunne aldrig selv drømme om at udsmykke sig på dén måde. Men de har på en eller anden måde lært at leve med mine tatoveringer. Jeg tror sågar, at min mor synes, mine tatoveringer klæder mig. Mine venner er ret large med hensyn til det meste, og det er generelt set svært at overraske de mennesker, jeg har tæt på mig, fordi de ved, jeg kan finde på åndssvage ting. Sjovt nok så er det de færreste, der tænker over og ved, at jeg har tatoveringer, og hver gang sæsonerne skifter fra striktrøje til T-shirt, overraskes folk over mængden af tatoveringer på mine arme. Men jeg oplever primært positivitet.”

Fortæl os noget om dig selv, som vi ikke ved: “Jeg spiller musical på 14. år - og lige præcis i dén forbindelse er det ikke altid helt let med mange og synlige tatoveringer. I år spiller jeg dog en rolle, der ligefrem passer til min blækkede hud: Som fantaserende, praktiserende rocksangerinde i 80’erne i en fortolkning af Rock of Ages.”

Foto: Marie JedigFra næste tirsdag stiller vi på Costume.dk skarpt på, hvordan såvel tatovørens som modeekspertens syn er på tatoveringer, og du kan også møde vores digitale modechef, Camille Berner, som fortæller historien om at fortryde en tatovering. Se plan for udgivelser herunder og hold øje med costume.dk/tatovering.

26. august: Tatovøren Marija Ripley fra The Sailors Grave fortæller dig om de største tendenser i branchen netop nu og om forskellen på mænd og kvinders tatoveringer. Derudover vil vores digitale modechef, Camille Berner, fortælle om sin oplevelse med at få fjernet tatoveringer.

2. september: Modeekspert, Chris Pedersen, giver sit syn på tatoveringer og deres plads i modebranchen.