Mød it-pigen Chloë Sevigny: “Jeg vil ikke være min generations stemme”

Hun er blevet udråbt til it-pige igennem 2 årtier takket være sin stærke modesans og hang til det kontroversielle. Men hvem er Chloë Sevigny egentlig? Vi tegner et portræt af ikonet

© Costume 172

Igennem to årtier er Chloë Sevigny igen og igen blevet udnævnt til it-pige. Hun er mest kendt som skuespiller, men hun er også model, designer og nu filminstruktør.

Som få har hun forstået at bevare sin integritet, hun har længe fravalgt store Hollywood-film til fordel for små indie produktioner, og hendes stærke modesans har aldrig været dikteret af andre.

Chloë Sevigny var et fænomen, allerede inden hun rigtigt havde gjort noget – ud over bare at være sig selv.

Forfatter og journalist Jay McInerney havde flere gange set en ung pige på gaden i New York. Han kunne ikke tage øjnene fra hende. Hendes udseende, udstråling og tøjstil var noget særligt. Så han kontaktede hende, slog følge med hende i nogle dage – og skrev et syv sider langt portræt af hende i det velrenommerede kulturmagasin The New Yorker i november 1994. Han tøvede ikke et sekund med at kalde hende ‘den sejeste pige i verden'.

Det var 19-årige Chloë Sevigny. Hun var lige flyttet til byen fra Connecticut, men havde haft sin vante gang i den pulserende metropol i et par år, hvor hun var en fast del af både skater- og rave-miljøet.

“Sommeren ’92 var der, jeg mødte alle. Jeg tog til byen med to veninder fra Connecticut. Vi tog til Washington Square Park. Alle skatere i byen var der. Jeg kom hver weekend og overnattede hos forskellige skatere,” fortæller Chloë i portrættet i The New Yorker.

1992 var også året, hvor en anden skribent lagde mærke til den unge pige, der så markant skilte sig ud fra alle andre. Moderedaktøren Andrea Linett fra det alternative teenmagasin Sassy spottede Chloë på gaden. Hun var iført et par posede, brune fløjlsoveralls og en cylinderformet stofhat, som hun selv havde syet. Linett var stylist på en reklame, og hun ville have Chloë med i den. Producenterne sagde nej. De syntes, at Chloë var for mærkelig.

“I forstår det ikke. Hun er fantastisk,” svarede Linett, der i 2011 fortalte Huffington Post om dengang, hun opdagede Chloë Sevigny. Chloë Sevigny kom da også med i reklamen og endte med at blive både model og praktikant på Sassy.

I dag er Chloë Sevigny 41 år, designer, model og skuespiller og for første gang aktuel som instruktør med filmen Kitty, der i maj havde premiere på årets filmfestival i Cannes. Kitty er baseret på en novelle af den amerikanske forfatter Paul Bowles og handler om en lille pige, der bliver overset af sin mor. Hun drømmer om at blive en killing, og pludselig er hun ved at blive forvandlet til en. Billeder fra produktionen tyder på en florlet lille film med magisk realisme og solbeskinnet æstetik. Da Chloë læste novellen første gang, kunne hun kende noget af sig selv i historien:

“Jeg følte mig misforstået på mange måder. Selvfølgelig er jeg altid blevet hørt, fordi jeg er en offentlig person – folk vil altid have dig til at sige mere, men jeg har nærmest haft lyst til at gemme mig af den grund. Folk vil have mig til at være min generations stemme, men det har jeg aldrig haft lyst til at være. Det ansvar vil jeg ikke have,” sagde hun til Refinery29 i maj i år.

Kontroversielle Kids

Da Jay McInerney fra The New Yorker mødte Chloë tilbage i 1992, var hun i gang med at indspille sin første film, Kids. Oprindeligt skulle hun bare have haft en birolle, men instruktøren, Larry Clark, brød sig ikke om hovedrolleindehaveren, som var en professionel skuespiller og skilte sig ud fra resten af castet, der bare var unge fra gaden. Så filmens manuskriptforfatter, Harmony Korine, en af de unge fra skatermiljøet, foreslog Chloë i rollen som Jennie.

Kids var – og er stadig – kontroversiel i sit portræt af unge, der får tiden til at gå med at hænge ud i New Yorks parker, høje på sprut og stoffer, mens de knalder løs på kryds og tværs. Drengen Telly foretrækker jomfruer, men uvidende om, at han har aids, smitter han adskillige unge piger, blandt andet femtenårige, uskyldige Jennie. Kids fik masser af omtale, både positiv og negativ, men alle kunne dog blive enige om én ting: Chloë Sevigny strålede på biograflærredet med sin naturlighed og uskyldige sødme.

Det har hun gjort lige siden.

Der er en slags søvnig ubesværethed over skuespillerinden, og på mange måder er hendes karriere kommet ufatteligt let til hende, hvilket hun selv er den første til at indrømme.

“Harmony syntes bare, jeg var en sød pige, og han kunne godt lide mit blonde hår. Damen fra Sassy kunne bare lide den hat, jeg havde på. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Jeg er lige så overrasket som alle andre,” sagde hun i 2000 til New York Times.

På det tidspunkt var hun Oscarnomineret for bedste birolle i Boys Don’t Cry, hvor hun spiller kæreste til Hillary Swanks figur, transkønnede Brandon Teena – igen en kontroversiel film baseret på historien om Brandon Teena, der ender med at blive voldtaget og dræbt på grund af sin seksualitet.

Oscarnomineringen åbnede døren på klem til mainstream Hollywood, og Chloë Sevigny blev blandt andet tilbudt en rolle i toeren til Reese Witherspoons succeskomedie Legally Blonde.

Hun takkede nej.

“Måske kunne jeg have tjent lidt penge på det. Det ville nok ikke have skadet at lave et par ting som den, lidt mere komedie. Men jeg var meget puritansk dengang,” sagde hun til The Guardian i år.

Hun har prioriteret mindre roller i smalle film som American Psycho, Lars von Triers Dogville og Woody Allens Melinda and Melinda, og det har sikret hende tilnavnet ‘Indie-dronningen’.

“Det er ikke fordi, jeg leder efter de kontroversielle film, men jeg elsker tragiske fortællinger,” sagde hun i 2000 til magasinet Independent.

Som 29-årig lavede hun overskrifter i sladderbladene, og karrieren blev dømt ovre – for til meget rynken på næsen gav hun sin medspiller og filmens instruktør, Vincent Gallo, et rigtigt blowjob i filmen The Brown Bunny.

“Jeg har altid lavet film, der er avantgarde, eller hvad man vil kalde det. Jeg vidste, at folk ikke ville forstå det. Det er en skam, at folk skriver så mange ting, når de ikke har set den. Når du ser filmen, så giver det mening. Det er en kunstfilm. Den burde blive vist på museer. Det er ligesom en Andy Warhol-film,” sagde hun til Associated Press i 2004.

Chloë Sevigny

Chloë Sevigny

Udtrykker sig med tøj

Noget af det mest populære, Chloë Sevigny har medvirket i, var som Nicolette Grant i tv-serien Big Love fra 2006 til 2011. Den handler om en fundamentalistisk mormonfamilie, hvor flerkoneri er tilladt. Hun er sin mands anden kone, lidt af en strigle, barn af en kultleder og ekstrem shopaholic. Og så stod skuespillerinden selv for sit tøj i serien. Hun gik all-in på kjoler og nederdele, der ligner noget fra Det lille hus på prærien, tæt knappet op i halsen og med flæser og pufærmer.

Som barn elskede Chloë Sevigny da også tv-serien om Laura Ingalls i en sådan grad, at hun helst gik i mønstrede kalikokjoler og sov med kyse. Hendes forældre var fattige boheme-typer i idylliske Darien i Connecticut, og Chloë Sevigny var en pæn og ordentlig pige, der elskede at klæde sig ud og passede sin skole – men så blev hun teenager og gjorde oprør. Hun røg pot, hang ud med sin storebror og hans skatervenner og pjækkede fra skole for at tage til New York:

“Jeg havde ikke lyst til at lave noget. Jeg ville bare ryge pot. Men jeg tror, det er godt at få det ud af systemet som teenager. Jeg har kendt mange mennesker, som gjorde det senere i livet, og det ødelagde dem. De var ikke meget værd efterfølgende,” sagde hun til The Guardian i år.

Derudover sad hun meget alene på sit værelse og syede tøj.

I det store The New Yorker-portræt fortæller hun, at hun drøm- mer om at være syerske på periodedramaer. Designerdrømmen levede hun ud fra 2008 til 2015, da hun lavede tøj i samarbejde med det amerikanske mærke Opening Ceremony, hvor hun designede korte feminine kjoler i skaterstil, polkaprikkede strømpebukser og nederdele, baseballjakker og høje sko og støvler med plateau. Hun stoppede med det, fordi hun ville bruge mere energi på at spille skuespil igen. Derfor er hun aktuel i flere nye film, blandt andet filmatiseringen af norske Jo Nesbøs krimi-thriller Snemanden. Og selv om drømmen om at designe tidstypiske viktorianske kjoler ikke gik i opfyldelse, fik hun lov at iføre sig dem i Jane Austen-filmatiseringen Love & Friendship, der har dansk premiere til august. Filmen er instrueret af Whit Stillman, som tidligere har arbejdet sammen med Chloë i kultfilmen The Last Days of Disco.

“Det, der gør Chloë til noget særligt, er, at hun er naturlig i øjeblikket. Hun gør det her vidunderlige, udtryksfulde med sine øjne. Hun er altid perfekt i komedier og fantastisk i dramaer,” sagde han til The Guardian i år.

Chloë ser man

Man vil måske ikke kalde Chloë en klassisk skønhed, men hun har et udseende, man lægger mærke til. Hendes lange ansigt er elegant, trækkene markante, figuren slank med tydelig talje, og de klare, blå øjne er store og dækket af tillokkende, tunge øjenlåg. I 2007 fortalte Lanvins daværende designer, Alber Elbaz, til Los Angeles Times om sit første møde med Chloë Sevigny:

“Det var øjeblikkelig tiltrækning. I disse dage, når man ser en skuespiller, så ser man kun kjolen eller smykkerne. Det er ikke ægte stil. Med Chloë ser jeg ikke mit design – jeg ser hende.”

Chloës selvopfattelse er dog mere nede på jorden.

“Jeg synes, jeg ser meget gennemsnitlig ud. Meget all-American. Så jeg prøver at give det lidt modspil ved at ligne en tosset østeuropæisk pige. Når jeg har noget skørt tøj på, synes jeg ikke, jeg er så kedelig og normal,” sagde hun i 2000 til New York Times.

Fra årets filmfestival i Cannes florerer et utal af fotos af Chloë i strålende sol og træfsikker mode. Blandt andet en hvid, gulvlang kjole med romantiske flæser og sort print af tændte lightere. Og et sort todelt satinsæt med gennemsigtigt skørt. En modig kamæleon, der leger med sit udtryk.

“Man kan ikke være meget mere hip end Chloë Sevigny. Men hvad der er overraskende, er, at man heller ikke kan være meget sødere,” skrev The Telegraph i juni.

Artiklen blev bragt første gang i Costume 172.