Sådan fester jeg: Olivia Vorf Hilden fra Scoop Models

Høje hæle, lige så højt humør og 70'er-musik er blandt ingredienserne i modelbookerens opskrift på den perfekte fest. Få Olivias tips her

Foto: @oliviavorfhilden

Foto: @oliviavorfhilden

December er festernes tid, og derfor har vi denne måned festtema på Costume.dk.

I den forbindelse har vi snakket med en håndfuld af landets mest festlige personligheder, om alt fra den ultimative playliste til det bedste festoutfit.

Olivia Vorf Hilden er booker hos Scoop Models, fester aldrig i flade sko og er selverklæret Belieber.

Læs mere om Olivias festfavoritter i interviewet her.

HVORDAN GØR DU DIG KLAR TIL FEST?
“Jeg sørger altid for at tage et langt bad. Derefter sætter jeg noget god musik på, og hælder et koldt glas hvidvin op, inden jeg stiller mig i morgenkåbe og sutsko, og lægger makeup foran spejlet. Det hænder også, jeg danser lidt med til musikken, imens øjenskyggen bliver lagt, og vinen så småt begynder at sætte ind.”

HVAD KRÆVER DET AT HOLDE EN GOD FEST?
“Glade mennesker, god musik – og høje hæle. Ingen fest uden en god hæl!”

HVAD DRIKKER DU?
“Gode bobler er altid et hit. Og let's face it – alle sætter pris på en Skinny Bitch.”

DIT ULTIMATIVE PARTY-HIT?
“Jeg er svært glad for 70'erne og September med Earth, Wind & Fire. Den slår aldrig fejl. Lige for tiden er Justin Biebers Sorry også fast inventar på min spilleliste, når jeg skal i stemning. Ja, jeg er 21 år og Belieber!”

HVILKEN FEST ER DEN BEDSTE NOGENSINDE?
“En 'stille og rolig' middag med fem af mine bedste venner, udviklede sig til dans på bordene og en mistet stemme, efter jeg havde delt ud af mit store sangtalent klokken alt for sent! På ingen måde planlagt, men på alle måder den sjoveste aften.”

HVILKET OUTFIT ER DIT FAVORIT TIL FEST?
“Jeg kan godt lide at dresse up, men føler mig bedst tilpas i et par læderleggins, en flot top og en masse guldsmykker.”

FÅ DE SENESTE NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE – TILMELD DIG COSTUMES NYHEDSBREV HER