Sådan fester jeg: Simon Lennet fra Sunday

Simon Lennet er den ene halvdel af diskotekduoen bag Københavns mest eftertragtede natklub, Sunday. Få Simons opskrift på den perfekte fest her

December er festernes tid, og derfor har vi denne måned festtema på Costume.dk.

I den forbindelse har vi snakket med en håndfuld af landets mest festlige personligheder, om alt fra den ultimative playliste til det bedste festoutfit.

Simon Lennet er partner i Club Sunday, hvor han også er gogo-danser. Han fester aldrig uden sin kuffert med 200 patroner og en flaske Grey Goose.

Få Simons opskrift på den perfekte fest i interviewet her.

HVORDAN GØR DU DIG KLAR TIL FEST?
“Jeg har en kuffert i skabet – en slags rejsekuffert, der altid er med mig – som indeholder 200 patroner, en magnum Grey Goose, en barberkniv og to Adderol. Derfra lader jeg spontaniteten råde.”

HVAD KRÆVER DET AT HOLDE EN GOD FEST?
“En god fest er som en god cocktail. Der skal en masse stærke sager i glasset og så vupti, så smager det sødt som honning. I min drink er det perfekte mix cirka 3 cl. gode folk, 2 cl. god location, lidt kondenseret dværg, en knivspids uforfalsket livsglæde, 1 cl. friskpresset musik og et stykke med sindssyge på toppen.”

HVAD DRIKKER DU?
“Alt, men jeg foretrækker vodka. Jeg er reelt en isbjørnsmand, men når jeg skal være fancy, og de ikke fatter hvad en Polarbear-drink er på Berlin i East Village, bestiller jeg Bourbon Manhattan on the rocks. Jeg er dog på det seneste bare blevet bange for, det faktisk er New Yorks pendant til en isbjørn.”

DIT ULTIMATIVE PARTY-HIT?
Party med Harari fra hans album Heatwave fra 1980.”

HVILKEN FEST ER DEN BEDSTE NOGENSINDE?
“Af mine egne? Folk har sagt, at åbningen af Simons holdt meget godt. Kan dog ikke rigtig huske noget fra 48 timer før til 48 timer efter. Og så crashede jeg en gang en julefrokost i det hedengangne Vagina Dentata, som også var ret interessant.”

HVILKET OUTFIT ER DIT FAVORIT TIL FEST?
“Nu red jeg jo på en hårdt bedøvet hvid pony ind i kirken, da jeg tog Frank (Simon Lennets forretningspartner og ven, red.) som min viv iført en rævepels og høje læderstøvler. Den bliver nok svær at overgå. Normalt går jeg efter noget, der ikke gerne må blive ødelagt og som er behageligt at sove i.”

FÅ DE SENESTE NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE – TILMELD DIG COSTUMES NYHEDSBREV HER