Stylistens julepynt: “Det er det bedste, jeg nogensinde har fået til mit træ”

Kom med til Østerbro, når stylist Helle Høgsbro Krag fortæller om sin jul – inklusiv en begivenhed i december, hvor du også er inviteret

© Helle Høgsbro Krag

I det nye Costume, der er på gaden nu, kan du finde masser af inspiration til julen og vinterens fester. Du kan blandt andet møde tre kvinder, der fejrer jul på vidt forskellige måder. Her får du en smagsprøve, når stylist Helle Høgsbro Krag, 49 år, fortæller om at holde jul på Østerbro.

HVOR SKAL I FEJRE JUL I ÅR?

“Vi skal holde jul hjemme hos os selv på Østerbro. I år er det med min familie, og vi bliver cirka tolv, men der er altid plads til flere. Der er ingen, der skal sidde alene juleaften.”

HVAD HOLDER DU MEST AF VED JULEN?

“At man kan få lov at fejre alt og pynte alt – fejre advent, drikke gløgg og gå på julebazar. Engang var jeg på Bali, og der fejrer man for eksempel metallets dag, så pynter man og fejrer biler og alt andet i metal. Det kan jeg godt lide.”

HVORDAN PYNTER DU OP TIL JUL?

“Det er en fast tradition, at jeg pynter op til jul 14. november. Det er min fødselsdag, og jeg elsker jul, og det bliver ikke bedre end at få lov at fejre min fødselsdag ved at pynte op. Pynten er forskellig fra år til år. Denne jul er det lyserød og okkergul, der går igen – kinesiskinspireret pynt i de farver.”

HVORDAN SKAL TRÆET PYNTES?

“Mit juletræ er som en dagbog. Pynten er ting, jeg har købt forskellige steder og på forskellige tidspunkter. For eksempel en julekugle, jeg kan huske, jeg købte i Los Angeles, eller en ting fra Trunk Show i Tullinsgade i København, og ting, børnene lavede, da de var små. Det er lidt på samme måde, jeg har det med Instagram: Det er en dagbog, man åbner og kigger i. Det er et stort virvar af smuk pynt, og tingene kan godt variere. Jeg har for eksempel flere forskellige stjerner til toppen af træet – blandt andet en gammel en i sølv, fra da jeg var barn. Mit nyeste køb, som jeg er så begejstret for, er nogle små ‘levende’ lys i plastik. Det er det bedste, jeg nogensinde har fået til mit træ. De har en fjernbetjening, så jeg kan sidde og tænde alle lysene på en gang. Den har kun én knap, så alle kan finde ud af at betjene den – ikke ligesom de fjernbetjeninger til tv’et, hvor der er hundredvis af knapper.”

Helles bedste julepynt: Små ‘levende’ lys i plastik, der tændes med en fjernbetjening.

Helles bedste julepynt: Små ‘levende’ lys i plastik, der tændes med en fjernbetjening.

HVAD ER DINE JULETRADITIONER?

“Jeg skal se Disneys Juleshow. Det kan næsten ikke blive jul uden. Selvom jeg egentlig er meget traditionel, når det gælder jul, gør det mig ikke noget at holde den på forskellige måder. Jeg kan godt lide at gøre noget andet. Vi var på bryllupsrejse i Thailand ved juletid, og der havde jeg dansk smørrebrød med, som vi spiste i flyveren, og jeg havde marcipan og nougat med i rygsækken. Det gør ikke så meget, hvor jeg fejrer jul, bare der bliver fejret.Vi har rejst meget og holdt jul mange forskellige steder som i Norge og New York, men efter at børnene er blevet større, er de ikke så vilde med at rejse ud og holde jul. De vil helst være hjemme i julen. Jeg har foreslået Running Christmas, hvor vi skulle spise forretten på Vesterbro og hovedretten i Hellerup, men den gik ikke.”

HVAD LAVER I DEN 24. OM DAGEN?

“Vi plejede at stå på skøjter på Kgs. Nytorv – det er en superhyggelig tradition at samle familie og venner og stå på skøjter sammen. Det har ikke kunnet lade sig gøre de sidste par år på grund af metrobyggeriet, men jeg håber, at det kan lade sig gøre igen i år. Selve juleaften går helt traditionelt med Disneys Juleshow, middag efterfulgt af dans om træet, og så åbner vi gaver.”

HVAD ER DER PÅ MENUEN JULEAFTEN?

“I min familie har vi altid spist and juleaften, og jeg har haft så ondt af de stakler, der spiste noget andet. Men sidste år fik vi kalkun, og det var sindssygt lækkert, så det skal vi have igen i år. Tilbehøret er helt klassisk med hvide og brune kartofler og rødkål. I min mand Jonas’ familie går de vildt meget op i sovs, og der er altid både en sovs til anden og en sovs til flæskestegen – i min familie har vi altid kun haft én, og den skal næsten være helt sort.

Det hyggelige ved at blive gift og stifte familie er, at man lærer om andres traditioner og kan grine lidt af dem – og grine lidt af sine egne. Når min svigerinde er med juleaften, laver hun altid en waldorfsalat. Det er, som om bordet ser lidt mere elegant ud, når den salat er der. Det er ikke så brunt.”

HVILKEN JULESANG HOLDER DU MEST AF?
“MC Einers Jul Det’ Cool. Han beskriver julen fuldstændig fantastisk og nævner alle de gode gamle ting som DaellsVarehus og bussen og så videre. Den er fra min ungdom og minder mig om alt det, jeg kender ved julen.”

HVAD ER DIT BEDSTE JULEMINDE?

“Det er fra engang, vi holdt jul i sommerhuset, og min svoger skulle ud og klæde sig ud som julemand. Det står så klart, det minde. Han kom haltende ind, fordi han havde fumlet rundt i mørket og var faldet over en træstub og havde forstuvet sin fod. Det var så sjovt, da Julemanden kom humpende ind i stuen, og det hjalp åbenbart også, for der var ingen af børnene, der gættede, at det var ham.”

HVAD STÅR ØVERST PÅ DIN ØNSKESEDDEL?

“Nogle sindssygt lange røde støvler. Det er lige meget, hvor de er fra, jeg er lige vild med dem.”

HVAD SKAL DU HAVE PÅ JULEAFTEN?

“En stor, blød sandfarvet bomuldspoplin-kjole fra Cristaseya, som de røde støvler ville passe sindssygt godt til. Det er derfor, det er så god en gave jo. De ville være et perfekt match.”

SKAL DU NOGET SPECIELT JULET I DECEMBER?

“Jeg holder Trunk Show i The Apartment 25. november. Det er en fast juletradition, at jeg flytter ind i The Apartment i København og pynter op til jul. Man kan købe julepynt, tæpper, puder og keramik, som jeg selv har lavet eller fået produceret på en lille systue på Læsø, og ting, jeg har fundet på mine rejser. Desuden er jeg i Thiemers Salon hos Thiemers Magasin i Tullinsgade 24 på Vesterbro fra

Fejr jul i Los Angeles og på Ibiza, og find masser af inspiration til festsæsonen i det nye Costume, der er på gaden nu.