Tom Fords første muse er tilbage i modebilledet

Georgina Grenville er 42 år, mor til tre – og en af tidens mest eftertragtede modeller. Vi har taget en snak med den inspirerende supermodel

© PR

Hun var med til at definere supermodelæraen i 90'erne. I dag er sydafrikanske Georgina Grenville 42 år og mor til tre. Og så er hun en af flere af de ikoniske modeller, der igen er aktuelle i tidens modebillede – blandt andet som forsidemodel på Costume.

Læs om hendes modelkarriere, nutidens skønhedsideal, og om hvordan branchen har ændret sig siden de nostalgiske 90'ere.

Du samarbejdede med Tom Ford for Gucci ret tidligt i din karriere. Betragter du det som dit gennembrud?
“Jeg var heldig at arbejde sammen med Tom Ford i 1996, først da han bookede mig til Guccis efterår/vinter 1996-show og derefter til kampagnen. Han er en gentleman, og vi udviklede en venskabelig relation. Jeg lærte meget af at omgås kreative personer som ham, og det var absolut med til at skubbe min karriere i gang. Hvis ikke det var dét, der gjorde udslaget.”

Hvad giver dig lyst til at arbejde som model lige nu?
“Jeg holder af at arbejde som model af flere årsager. Først og fremmest er jeg vild med, at samfundet er begyndt at omfavne et bredere skønhedsbegreb på tværs af alder, race og type. Jeg synes, det er et stort priviligium at være en del af denne bevægelse i modeindustrien. Og så ønsker jeg at repræsentere de kvinder, jeg kender – mødre, døtre, søstre og veninder, som ikke føler, de kan kende sig selv i mode- eller mediebilledet. Det er interessant og glædeligt, at moden lige nu bliver brugt til at tage stilling og ansvar, og så sætter jeg fortsat pris på alle de mange inspirerende mennesker, jeg møder gennem mit arbejde som model.”

Man taler om 90'er-ikoner, når det gælder modeller. Du var en af dem. Hvorfor var det en særlig tid, og hvordan var det at være en del af den?
“Jeg er meget smigret over at blive betragtet som et af den æras ikoner. Alle epoker har jo deres skønhedsidealer og forbilleder. Moden genopdager disse øjeblikke fra tid til anden, og jeg føler mig heldig, at det lige nu er den periode, jeg var en del af, som man er optaget af igen. Jeg tror, det særlige ved 90'erne var, at man havde en lidt større kreativ frihed. Verdensøkonomien var anderledes, og det var den politiske scene også. Der var mange meget dygtige designere, der etablerede sig i de år. Det skabte en energi og var med til at definere udviklingen i branchen.”

Hvor længe varede din modelkarriere, og hvorfor stoppede du?
“Jeg er faktisk ikke helt holdt op med at arbejde som model, side jeg startede i 1990, men skruede løbende lidt ned for tempoet, hovedsageligt i forbindelse med, at jeg blev mor og gerne ville have fokus på min familie og mine børns opvækst.”

Du har familie og tre børn. Har det ændret den måde, du arbejder som model på?
“Det at blive mor – og det, at jeg er blevet mere moden – har helt sikkert givet mig en anden tilgang til mit arbejde som model såvel som til livet i det hele taget, og jeg kan se, at jeg bestræber mig langt mere på at have mig selv og min integritet med i alt, hvad jeg foretager mig. Det tror jeg, jeg bedre kan nu, fordi jeg hviler mere i mig selv. Det giver mig stærke at arbejde, og i en alder af 42 ved jeg, hvad jeg vil og ikke vil. Det gør livet lidt enklere. Det samme gælder for min rolle som mor og hustru.”

Hvordan har branchen ændret sig, siden du startede?
“Jeg tror ikke, at modeindustrien ser meget anderledes ud i dag end i 90'erne, ud over at der selvfølgelig er en hel del nye spillere på banen. Og så er der blevet rykket lidt ved budgetterne og tidspresset, og det er ikke til modellernes fordel. Og modescenen er jo naturligt mere påvirket af de sociale medier, som er en markant forskel fra dengang.”

Vi ser et nyt fokus på modne modeller lige nu. Hvorfor tror du det? “Egentlig synes jeg, at det er helt naturligt at bruge mere modne modeller. Når man tænker over det, giver det jo mening, da det er ældre kvinder, der er købestærke. Med al respekt er det jo helt skævt at bruge en 16-årig til at sælge produkter til os kvinder over 40. Når det er sagt, ser vi jo også lige nu, at industrien er blevet mere favnende i forhold til skønhedsidealer, herunder at den har en mere tolerant tilgang til alderaspektet. Endelig bliver vi jo biologisk også ældre i dag, og det åbner op for nye markeder. Derfor tror jeg heller ikke, det er en forbipasserende trend, men noget, der er kommet for at blive.”