Bestseller donerer 112 mio. kroner til velgørenhed

Fredag 10. april afholdte Bestseller eventen Give-a-day, og det er mundet ud i et imponerende stort beløb, som går ubeskåret til velgørenhed

Vi har tidligere skrevet om eventen Give-a-day her på Costume.dk, men dengang kunne vi kun gisne om, hvilket beløb det ville munde ud i.

Nu er der gået knap fire dage siden eventen løb af stablen, og Bestseller har fået tal på, hvor meget den globale omsætning på dagen er løbet op i. Intet mindre end imponerende 112.005.347 kroner er blevet indsamlet, og beløbet er udelukkende tilblevet, fordi Bestsellers mange shoppelystne kunder har valgt at handle fredag 10. april.

HVAD SKAL PENGENE GÅ TIL?
Det store beløb bliver fordelt således, at halvdelen går til tre projekter hos henholdsvis Internationalt Red Barnet, UNICEF og GAIN (Den Globale Alliance for bedre ernæring), som hver får omkring 18 millioner kroner.

Den resterende del af omsætningen går til 39 lokale velgørenhedsorganisationer verden over, og i Danmark gælder det Red Barnet og organisationens projekt Plads til alle, der skal gøre en indsats for trængte børnefamilier i Danmark og give børnene adgang til et aktivt fritidsliv.

Beløbet er iøvrigt et af de største engangsbeløb doneret til velgørenhed fra en dansk virksomhed nogensinde.