© Vogue

Britisk Vogues nye chefredaktør slår et slag for diversitet

Vi ser nærmere på Edward Enninfuls tre første udgaver af Vogue. Har han bragt den lovede fornyelse til modebiblen eller ej?

31. marts 2018 af Carla Christine Bruus Aagaard-Strube

Ansættelsen af Edward Enninful på britisk Vogue betød ikke alene, at en af verdens mest magtfulde modeinstanser fik ny chefredaktør. Med den fulgte også en ny definition af magasinets relevans i dag.

En definition, der bryder med Vogues tætte relation til det engelske aristokrati og et letafkodeligt modebillede og i stedet lægger op til en bredere afspejling af det multikulturelle England, til et mere alsidigt modebillede, til mere Sydlondon end Mayfair.

Eller hvad? Vi har set nærmere på de første tre udgaver af ‘the new Vogue’.

I 1966 var Andy Warhols muse Donyale Luna den første sorte model på forsiden af britisk Vogue under ledelse af Beatrix Miller. 

© Vogue

Det var ikke ukompliceret grund, Edward Enninful betrådte, da han i april 2017 accepterede tilbuddet om at blive chefredaktør på et af den internationale modeverdens mest magtfulde magasiner, britisk Vogue.

Ikke alene skulle magasinet finde sit ståsted efter i 25 år at have være ledet af Alexandra Shulman, magasingenren i sig selv har også brug for at tænke i nye redaktionelle baner, der strækker sig langt ud over de printede sider til nye forretningsområder og måder, der kan fastholde Vogues – ellers trofaste – læsere. Og endelig skulle Vogue finde sin værdi og relevans i et England, der er stærkt præget af de senere års terrorangreb og politisk uro. Der er med andre ord ret store forventninger til både Edward Enninful og ‘the new Vogue.’ 

I 1970 var danskeren Ann Schaufus den første dansker på forsiden af britisk Vogue – til gengæld var hun på forsiden i både august, oktober og december det år. Siden har Renée Toft Simonsen og Freja Beha Eriksen fulgt trop. 

© Vogue

“Ansættelsen af Enninful er interessant på flere planer. For det første er han en mand, der som stylist har over 25 års erfaring med at lave magasiner på det kreative, udøvende plan. En mand, der har haft et langt bredere netværk i modebranchen og en tættere kontakt med undergrundsmiljøerne end de typiske magasinfolk, der kommer fra en journalistisk baggrund. Han har en meget konkret, fysisk interaktion med moden, og det er interessant i forhold til en så tung post. 

Man kunne sagtens havde forestillet sig, at de havde valgt en med en digital baggrund, der kunne lave strategisk forretning på baggrund af magasinet, men man har satset på en stærk modedel og hans brede netværk,” siger kulturformidler Moussa Mchangama om den 45-årige Enninful, der som barn emigrerede med sin familie fra Ghana til London og som 16-årig blev opdaget som model.

Kort efter sin 18-års fødselsdag blev Edward Enninful udnævnt som moderedaktør på det engelske mode- og kulturmagasin I-D England, som den yngste moderedaktør for en international udgivelse nogensinde. Her arbejdede han i over to årtier og forfinede den ‘edgy’ elegance, han er kendt for som stylist.

I 1993 var Kate Moss på forsiden for første gang – fotograferet af fotografen Corinne Day. Siden har hun optrådt på 27 forsider af magasinet og på over 60 Vogue-forsider i alt. 

© Vogue

Siden har han arbejdet som contributing editor for italiensk og fransk Vogue og fra 2010 som moderedaktør på W Magazine – det magasin, som han i Vogues februarudgave i år har arbejdet sammen med om indhold og en delt forside med de australske skuespillerinder Nicole Kidman og Margot Robbie.

“Det sender også et stærkt signal fra forlaget Condé Nasts side, at man har valgt en minoritetsperson som chefredaktør for en så britisk institution som det engelske Vogue. Magasinet, dets redaktion og de personer, der optræder i det, er normalt knyttet til den hvide overklasse og dens sfære, der eksisterer i England på en helt anden måde end herhjemme. 

Når man som Enninful vokser op som minoritet – dels som sort immigrant og dels som homoseksuel – får man nogle andre oplevelser og livsanskuelser end folk fra overklassen, og derfor tror jeg, at han vil kunne knytte magasinet tættere på nogle oplevelser og et samfundssyn, som et bredere borgerskab kan identificere sig med. 

Edward Enninful på forsiden af Industrie Magazine sammmen med sin veninde Naomi Campbell i 2015. I dag er Naomi Campbell contributing editor på Enninfuls the new Vogue. 

© Industrie Magazine

Samtidig lancerer han et helt netværk af gæsteredaktører og bidragydere, der repræsenterer en helt anden mangfoldighed, end man har set i Vogue før,” siger Moussa Mchangama og nævner som eksempel Naomi Campbell, der i første udgave af det nye Vogue interviewer Londons borgmester, Sadiq Khan, om at vokse op som immigrant, Salman Rushdie, der skriver om at holde jul i en kulturelt blandet familie, og Zadie Smiths essay om Mrs. Windsor, dronningen af England.

Naomi Campbell er en af dem, der har været ude med riven efter Alexandra Shulman i forhold til, at hele Vogue-redaktionen består af hvide. Shulman har til gengæld fra sin side af bordet anklaget Enninful for at gå mere op i at være kendt og kendt med de kendte på de sociale medier end i det hårde arbejde og detaljerytteri, der ligger i en rigtig redaktørs arbejde. 

Et splittet England

I december sidste år landede så det længe ventede første magasin med den mørklødede model og aktivist, kvinden bag ungdomsmediet Gurl’s talk, Adwoa Aboah, på forsiden og en lang liste af engelske mænd og kvinder, der ligesom Enninful selv har rødder uden for England som både indholdsskabere, omdrejningspunkter og modeller. 

Og så var den her. Endelig. Første udgave af ‘the new Vogue’. 

Magasinet kom med taglinen: Great Britain. Et magasin med en helt klar agenda om at hylde og repræsentere et multikulturelt England, men også i høj grad at ‘redefinere, hvad Vogue kan betyde i dag’, som Enninful skrev i sin leder, og som han i et interview med den engelske avis The Evening Standard uddybede med ordene:

“Mit Vogue handler om at være inkluderende, om diversitet. Om (at vise) forskellige kvinder, forskellige kropsstørrelser, forskellige racer og klasser. (...) Lidt som en forretning, som du ikke er bange for at gå ind i.”

En udmelding, der fik avisen The Telegraph til at spørge: ’Kan en ny Vogue-redaktør gøre Storbritanien stort igen?’ Ingen er vismand på den front, men spørgsmålet berører den opgave, som Enninful tilskriver sig selv: at gøre magasinet til en relevant stemme i samfundsdebatten og få det til at afspejle et nutidigt England, der er multikulturelt og mangfoldigt, et land, hvor det er (blevet) muligt at blive til noget, nå højere sociale lag og integrere sig.

Derfor tager det første magasin også fat i engelske traditioner set fra flere vinkler, og en række fremtrædende modepersonligheder som Twiggy, Steve McQueen og Cara og Poppy Delevingne har skrevet hver deres kærlighedsbrev til Storbritannien, og Victoria Beckham er krøbet til sengs i sin barndoms soveværelse i en forstad til London.

Man kan sige, at tidspunktet er passende, men også at det er et nødvendigt momentum at udnytte, hvis Vogue skal gøre sig gældende og reaktualisere sin værdi i samtidens England. 

Et England, der vakler under politiske katastrofer og splittelse i den begyndende løsrivelse fra EU for ikke at nævne de katastrofale terrorangreb, landet har været udsat for i de senere år. Og derfor skal magasinet i bedste fald være med til at samle nationen ved at sætte fokus på dens talenter og muligheder.

“Overordnet set er vi mange, der plæderer for, at mode er en kulturel og politisk samfundsaktør. At mode kan flytte folk. Men der er stadig mange, der har til gode at opdage det. Men her er der et potentiale til at lave et produkt og et magasin, der kan være med til at sætte dagsordenen og stadfæste relevansen, og det er der et potentiale i, særligt med den røre og udvikling, der er i England nu,” siger Moussa Mchangama og forsætter:

“Jeg havde virkelig en følelse af, at jeg sad med et nyt produkt, da jeg sad med det første nummer, men man kan jo først for alvor se en virkning efter et års tid. Anden udgave var langt mere traditionel, men det er der sådan set heller ikke noget galt i. 

Vogue borger også for noget kvalitet og en tradition og skal stadig være folks stilbibel. Der er jo ikke rigtigt andre magasiner, der ser sig selv som en bibel, og det har Enninful respekt for. Ellers var han nok aldrig blevet chefredaktør.” 

One-hit wonder?

Første udgave af Enninfuls ‘the new Vogue’ skabte som forventet massive dønninger i modebranchen og er blevet kaldt historisk i flere medier. 

American sweetheart Taylor Swift med et lidt mørkere udtryk, end vi er vant til at se. 

Han lagde ikke bare ud med Adwoa Aboah, forsiden var også renset for de rubrikker, der normalt lokker læserne til, og i stedet stod alene navnene på de personligheder, der optrådte i magasinet. 

Da anden udgave af magasinet kom på gaden, var flere dog skuffede. Den havde det amerikanske popidol Taylor Swift på forsiden, og godt nok var det et scoop, at Enninful havde fået hende og var med til at definere hendes nye image, hvor hun i forbindelse med sit Reputation-album ville smide sit pæn pige-image til fordel for et mørkere, mere frækt look. Men hun var jo hvid og amerikaner – og oven i det handlede teksterne på forsiden igen om stil og skønhed. 

Dem, der holdt vejret ved denne forside, fik så hvislet luften ud sammen med en svada af nedladende bemærkninger, da Enninfuls tredje Vogue kom på gaden. Ikke bare én, men to blonde kvinder, Nicole Kidman og Margot Robbie, prydede forsiden i lyserød chiffon. Tilmed stod der på den: ‘Why we need to talk about race’, et udsagn, der har fået flere op af stolen, for har han ikke bare slået Vogue tilbage, hvor det kom fra? 

Vogues februarudgave var et samarbejde med W Magazine. Et led i Enninfuls opgør med den måde, vi tænker magasiner på i dag? 

Dem, der hægtede sig på kritikken, har også påpeget, at Aboah på sin forside har fået fjernet sine fregner og er blevet lysnet i huden – og – skal man måske tilføje – er Enninfuls gudbarn og datter af en af Englands mest indflydelsesrige agenter for modefotografer og ejeren af et betydningsfuldt scouting-bureau. 

Var hans første udgave blot et markedsføringsstunt, et one-hit wonder, som visse kritikere har påpeget, eller er Enninful lige præcis det, som han sagde, han ville være: inkluderende. 

Spørger man vores egen moderedaktør på Costume, Camilla Larsson, er hun ikke i tvivl:

“Edward Enninful slår på overraskelsesmomentet, fordi han hele tiden slår krumspring i forhold til det, vi forventer. I min optik prøver han virkelig at favne den mangfoldighed, som han har lagt op til, og han har til nu ikke haft en ‘almindelig’ model på forsiden, men i stedet sat fokus på kvinder, der berører alt fra politik til popkultur. Jeg har heller aldrig før set, at man bruger den samme forside i to helt forskellige magasiner, og jeg oplever, at han på alle måder gør op med den måde, vi tænker magasiner på i dag.”

Britisk Vogues chefredaktør, Edward Enninful

© Wenn.com

Også i dagligdagen på Vogue fornemmer man, at der bliver tænkt i nye baner i forhold til at skrue magasinet sammen. Det fortæller danskeren Anders Christian Madsen, der kender Edward Enninful fra I-D Magazine og siden hans ansættelse har været ansat som modejournalist og kritiker.

“Det var, og er stadig, en utroligt spændende tid, ikke bare for os, der arbejder der, men for hele den britiske modeindustri, der altid har trivedes godt med forandringer og ny energi. Traditionelt set er London det sted, hvor designtalenter og nye tendenser kommer fra, og der er en energi omkring alt, hvad der er nyt, som er svært at sætte ord på. For mig personligt kan jeg mærke, at vi er i en tid, hvor der sker store forandringer i verden, og jeg føler, at dette nye kapitel af Vogue er en refleksion af det,” siger han og fortsætter:

“Edward kommer fra en visuel baggrund, men han går i lige høj grad op i vores features og journalistik som i alt andet i magasinet. Der står historisk set stor respekt om modejournalistik og kritik her i England, så det er kun naturligt, at Vogue tager førertrøjen på i dette felt. 

På tværs af de mange forskellige professioner, der er i modeindustrien, arbejder en tredjedel af klodens befolkning i den. Derfor ser jeg det som Vogues ansvar at være en betydningsfuld stemme for industrien og alle, som den påvirker,” fortæller Anders Christian Madsen.

Vogue er i dag bygget op som en 360-graders platform, hvor størstedelen af artiklerne i magasinet er forbundet med blandt andet film på Vogues website, events, som læserne kan deltage i, og billeder på Instagram.

“For mig er den printede del af modemagasinet blevet en slags souvenir eller tidskapsel, om man vil. Man køber et fysisk stykke af historien, som man kan gemme for evigt, hvor indhold produceret til cyberspace mere bliver til et virtuelt arkiv. I den optik tror jeg, at de to vil eksistere side om side lang tid ud i fremtiden,” afslutter Anders Christian Madsen. 


ALT DET, DU IKKE MÅ GÅ GLIP AF

Måske er du interesseret i ...

Seneste