Calvin Klein kritiserer Kendall Jenners kampagne

Calvin Klein (manden, ikke mærket) er utilfreds med castingen af Kendall Jenner i mærkets undertøjskampagne. Læs hvorfor her

Foto: Wenn.com // Calvin Klein

Træt af Instagram-modeller

Kendall Jenner er ved at overtage verdensherredømmet én kampagne ad gangen, men designer Calvin Klein er ikke begejstret for den 20-årige supermodel.

Under et foredrag på Savannah College of Art and Design, udtrykte designeren sin utilfredshed med castingen af Kendall Jenner i Calvin Kleins nye undertøjskampagne.

Det skyldes først og fremmest, at designeren, der ikke har haft fuld kreativ kontrol over sit mærke siden 2002, er modstander af modebranchens favorisering af modeller, som er populære på de sociale medier:

“Nu bliver modeller betalt for, hvor mange følgere, de har. De bliver ikke booket, fordi de repræsenterer essensen af designeren, hvilket er, hvad jeg forsøgte at gøre – de bliver booket baseret på, hvor mange følgere de har online,” fortalte Calvin Klein.

Fan af Bieber

Calvin Klein forklarede videre, at han ikke forstår nutidens modebranche, og udtalte specifikt om Kendall Jenners rolle i mærkets kampagne: “Jeg er sikker på, hun er en dejlig ung kvinde. Det er bare ikke noget, jeg ville have gjort, ikke engang i dag.”

Designeren er dog ikke udelukkende utilfreds med sin nye kampagne – castingen af Justin Bieber falder nemlig i hans smag:

“Når jeg siger, jeg er glad for, at Justin Bieber medvirker i Calvin Klein Underwear-kampagnen, så er det fordi, jeg godt kan lide ham – ikke fordi han har millioner af følgere.”