Dansk supertalent skaber særlig Nørgaard T-shirt

Cecilie Bahnsen står bag en ny version af Nørgaards ikoniske 101 T-shirt, udført i tråd med designerens delikate univers

Cecilie Bahnsens design for Nørgaard og efterårskollektion 2017.

Cecilie Bahnsens design for Nørgaard og efterårskollektion 2017.

© Copenhagen Fashion Week

Cecilie Bahnsens feminine univers har været på alles læber, siden den 33-årige designer vandt Danmarks største modepris, Dansk Design Talent, i efteråret 2016.

Mads Nørgaard er en af Cecilies mange fans og derfor har han inviteret designtalentet til at kuratere sin butik den 8. og 9. september. Det betyder, at Cecilie bestemmer over butikken og står for alt fra vinduesdekoration og udsmykning til soundtrack.

Cecilie Bahnsen har desuden designet en ny version af den ikoniske 101 T-shirt, som bliver solgt i Nørgaard paa Strøget sammen med Bahnsens efterårskollektion.

Kom tæt på Bahnsen

“Vi er derfor meget stolte over at invitere Cecilie Bahnsen indenfor. Vi har købt hele kollektionen, hvilket er særligt – normalt ser man kun dele af en kollektion, men Cecilies kollektion fortjener den gestus,” udtaler Mads Nørgaard om det nye partnerskab.

Cecilies fortolkning af 101 T-shirten er udført i hvid, creme og sort i tråd med designerens foretrukne farvepalet.

Hvis du også er begejstret for Cecilie Bahnsen, skal du læse med i det nye nummer af Costume, hvor vi har fulgt designtalentet i seks begivenhedsrige måneder.

Det nye magasin er på gaden nu.