Det her bliver 2017's vigtigste farve

Du har formentlig aldrig hørt om farven før – men den er værd at stifte bekendtskab med, da den vil dominere det kommende år

Greenery
© Victor Jones

Hvert år siden år 2000 har Pantone Color Institute annonceret den vigtigste farve for det kommende år.

2017's vigtigste farve tager udgangspunkt i trends på tværs af mode, skønhed og boligindretning, og valget er faldet på en form for grøn kaldet Greenery.

Greenery er blandt andet set på catwalken hos Balenciaga, Pucci, Sies Marjan, Michael Kors, Kenzo og Zac Posen, der har skabt kollektioner i en farvepalette, som Pantone kalder “naturens neutrale”.

Nye begyndelser

Farven siges at være et symbol på nye begyndelser, og Pantone beskriver farven som en “frisk og syrlig gul-grøn nuance, der minder om forårets første dage, hvor naturens grønne farve genoplives, genoprettes og fornys.”

Farven skal ses som et øjebliksbillede af, hvad vi ser globalt, og den er et udtryk for den holdning, der findes i kulturen på tværs af landegrænser. I år omfavner farven både humøret og attituden for et frisk nyt år, sunde fødevarer, vegetariske tendenser og udendørslivet – grønne tendenser, der alle kan forenes under samlebetegnelsen miljø.