© Instagram / laerke_andersen

Her er Danmarks nye designstjerne

Du kender hende allerede fra Instagram og streetstylescenen. Nu er hun udråbt til landets største designtalent

30. oktober 2017 af Amira Høg Daimar

Danmarks største designkonkurrence, Magasin du Nord Fashion Prize, løb af stablen i fredags, hvor fire danske designtalenter dystede om 500.000 kroner og et show under den københavnske modeuge i februar.

I konkurrencen skulle de dystende designere præsentere deres kollektioner og forretningskoncept for en jury, og dette år måtte All at Sea, Clouds og Randy se sig slået af Lærke Andersen. Med sine stærke snit og fyldige silhuetter kombinerede Lærke Andersens vinderkollektion de bedste elementer fra streetwear og solidt arbejdstøj, hvilket sikrede hende prisen, som blev overrakt af Kronprinsesse Mary og udpeget af Magasin du Nord Fonden og Magasin du Nord.  

“Lærke Andersens vinderkollektion har sat barren højt, så nu glæder vi os meget til at se, hvad fremtiden kommer til at byde for hende,” forklarer initiativtager, jurymedlem og bestyrelsesmedlem i Magasin du Nord Fonden, Nina Wedell-Wedellsborg. 

Skandinavisk streetstyle

Lærke Andersen er uddannet fra den prestigefyldte designskole Central Saint Martins i London, og selvom den danske designer er en af de nyere stjerner på Danmarks modehimmel, er hun allerede en favorit hos adskillige skandinaviske influencers. Lærke Andersens strukturerede silhuetter går godt i spænd med streetstylescenen, og særligt designerens trenchcoat-kjole med sløjfer og denimstyles er blevet fotograferet under modeugerne.

Du kan se udvalgte streetstylebilleder herunder, og ellers er der bare tilbage at ønske stort tillykke til Lærke Andersen og vente i spænding på designerens modeshow til februar. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste