Louis Vuitton og Supreme samarbejder

Senere i dag bliver et af årets største og mest uventede samarbejder afsløret i Paris. Se en smagsprøve på de imponerende design her

Nyt samarbejde mellem  Louis Vuitton og Supreme

Rygterne har svirret om et samarbejde mellem Supreme og Louis Vuitton, efter et billede af en sweatshirt med begge brands’ logoer florerede på internettet.

Billedet blev taget af en model til en casting for Louis Vuitton, men ingen af mærkerne kommenterede på mediernes spekulationer.

Men nu er det officielt. Branchesitet WWD rapporterer, at et samarbejde mellem Louis Vuitton og Supreme bliver afsløret på catwalken i Paris, når det franske luksushus viser sin herrekollektion senere i dag.

I et ekslusivt interview fortæller Kim Jones, kreativ direktør for Louis Vuittons herremode, at samarbejdet vil byde på items som denim- og camouflagejakker samt håndtasker, der er inspireret af New York:

“Du kan ikke tale om New Yorks herremode uden at tale om Supreme, fordi det er sådan et massivt globalt fænomen,” fortæller Jones, og fortsætter:

“Da jeg gik på college, arbejdede jeg med at pakke bokse fra Supreme for et firma i London, der distribuerede det, lige da det startede, så det er noget, jeg har kendt til igennem mit liv. Jeg føler, at deres stærke grafik overfor Louis Vuittons stærke grafik, og den der popart-følelse, passer perfekt sammen.”

Samarbejdskollektionen offentliggøres senere i dag, og bliver sat til salg i udvalgte Louis Vuitton-butikker 17. juli.

Se et smugkig på samarbejdet her: