Louis Vuitton sagsøger fried chicken shop

Det franske modehus har set sig sur på en koreansk restaurant og slæbt ejeren i retten. Læs om sagens udfald her

Foto: Louis Vuitton

Dømt for misbrug af navn

Det lyder mest af alt som en joke, men Louis Vuitton, ét af verdens mest magtfulde luksusmærker, har slæbt en koreansk fried chicken shop i retten.

Retssagen udspillede sig tidligere på ugen, hvor Louis Vuitton hævdede, at den koreanske restaurant misbrugte mærkets navn og logo. Restauranten hedder Louis Vuitton Dak, taget fra ordet ‘tongdak’, som betyder kylling på koreansk.

Ifølge Louis Vuitton, har fried chicken shoppen beskadiget det franske modehus’ “originalitet og værdi”.

Seouls byret erklærede sig enig med Louis Vuitton, og forbød restaurantejeren at drive sin virksomhed under det oprindelige navn. Det skriver The Korea Times. Desuden må han ikke længere gøre brug af et Louis Vuitton-inspireret logo på servietter og indpakning.

Skal også betale bøde

Byretten har samtidig besluttet, at ejeren skal betale cirka 80.000 kroner til Louis Vuitton, da han undlod at efterkomme en tilsvarende afgørelse om et firmanavn sidste år. Ejeren mente, at det andet navn, ChaLouisvui Tondak, var tilstrækkeligt forskelligt fra det første, som retten havde forbudt, men endnu engang afsagde retten dom imod ham:

"Selvom han ændrede navnet med forskellig afstand mellem ordene, lyder de to navne næsten ens. Så han har krænket retskendelsen og skal betale pengene," lyder det fra domstolen.