Mulberry får (endelig) ny kreativ direktør

I flere måneder har modehuset Mulberry stået uden en kreativ direktør - men nu har de hentet nye kræfter hos Céline

I juni måned blev det meldt ud, at Emma Hill efter seks år ved Mulberrys kreative ror ville søge nye veje. Og noget tyder på, at det har været svært at finde en til at fylde hendes sko ud, for det har taget næsten et halvt år at hyre manden til opgaven - den lange ventetid betød også, at Mulberry måtte aflyse deres modeshow ved sidste modeuge i London, hvor de i stedet lancerede Cara-tasken med stor succes.

Ventetiden er dog ovre, og en ny kreativ direktør er fundet. Valget er faldet på spanske Johnny Coca, der er head design director for accessories hos Céline. Han er (endnu ikke) et stort navn i branchen, men dette ser ud til at vende, når han 8. juli 2015 joiner Mulberry-teamet i London.

Johnny glæder sig (selvfølgelig) til at starte og taler allerede om en ny designretning for modehuset: “Jeg ser rigtig meget frem til at joine Mulberry som deres nye kreative direktør og til at lede en ny designretning hos et af de bedste britiske brands.”

Da han først starter til sommer, er det endnu uklart, hvad Mulberry gør til modeugen for AW15 - men det finder vi nok snart ud af.