Sådan ser fremtidens H&M ud

Den svenske highstreetkæde har løftet sløret for deres fremtidsplaner – og hvis de holder stik, bliver H&M endnu bedre

© H&M Conscious Exclusive 2017

H&M har længe væretbannerfører for en bæredygtig modebranche med en målsætning om på sigt at “lukke cirklen”, således at modeindustrien genbruger materialer og ikke tærer yderligere på jordens ressourcer.

Nu har highstreetkæden specificeret det grønne mål i deres bæredygtighedsrapport for 2016, som blandt andet indebærer en forpligtigelse til udelukkende at bruge genbrugte eller andre bæredygtigt producerede materialer senest i 2030.

Derudover lover H&M at blive klimapositive i senest 2040, da kæden på sigt ønsker at have en positiv indvirkning på miljøet – ikke blot neutral.

16.000 tons tekstil i 2016

“Vi vil bruge vores størrelse til at lede skiftet mod cirkulær og bæredygtig mode … Vi vil lede skiftet ved at være det gode eksempel, bane vejen for nye løsninger – både hvad angår den miljømæssige og sociale del – for ultimativt at gøre mode og bæredygtighed moderne,” forklarer Anna Gedda, Head of Sustainability i H&M Group.

Inden for genbrug og genanvendelse fortsætter H&M med at drive og skabe en ambitiøs udvikling. Siden lanceringen af det globale tøjindsamlingsinitiativ, H&M Garment Collecting, er der indleveret mere end 39.000 tons tøj i H&M’s butikker verden over og i 2016 alene blev der indleveret 16.000 tons. Det er H&M’s mål, at der i 2020 indleveres mere end 25.000 tons tekstil hvert år.