The Vampire's Wife laver verdens smukkeste kjoler

Yndigt, uskyldigt og dramatisk på én og samme tid. Nick Caves kone står bag det fortryllende nye mærke, du skal kende

© Instagram / @palmaria

Med sit sorte hår, mælkehvide hud og grønne øjne er Susie Cave definitionen på goth-skønhed. Privat er hun gift med en af verdens største musikere, Nick Cave, der er kendt for sin kærlighed til det makabre. Hertil kommer, at Susie Cave har været en kultreference i den mørkere ende af modeverdenen siden sin storhedstid som model i 80’erne og 90’erne.

Ved at kalde sit tøjmærke The Vampire’s Wife leder Susie Cave således de fleste til at tro, at her er tale om sorte og dystre design. Men den opfattelse kunne ikke være mere forkert.

Susie Caves univers er feminint og farverigt, og kollektionerne er udført i juvellignende nuancer i alt fra blomstermønstre til glimtende metaller.

The Vampire’s Wife er dog ikke blottet fra gotiske referencer, da flere af silhuetterne trækker på den victorianske vintagestemning, som blandt andet er populær i goth-stilen. Det kommer primært til udtryk i Caves kjoledesign, hvor flere modeller er udstyret med skarpt skårne skuldre, store flæser og markeret talje.

kjoler eijq0hgpydfa63dsolho

© The Vampire's Wife

No pants land

Susie Caves romantiske univers specialiserer sig i kjoler, men du finder også nederdele, blazere og cardigans blandt udvalget. Bukser, bluser og øvrige overdele er der derimod intet af.

Og det skarpe fokus har vist sig som en fordel for The Vampire’s Wife, hvis fortryllende kjoler har sikret mærket en lang række kvindelige fans, heriblandt Kate Moss, Alexa Chung, Florence Welch og danske Maria Palm.

Maria Palm har blandt andet båret Caves signaturkjole, der er yndig, uskyldig og dramatisk på én og samme tid, og et perfekt eksempel på den særegne stemning, der omgiver The Vampire’s Wife – og muligvis også Susie selv.

The Vampire’s Wife har eksisteret siden 2014, men mærkets rejse er først lige begyndt. Du kan besøge Susie Caves univers på Thevampireswife.com.