Sådan vælger du de perfekte øreringe

Vi guider til forskellige slags øreringe – fra hoops og statement-øreringe til ørestikker og klipsøreringe – og gør dig klogere på, hvorfor den højeste karat guld ikke nødvendigvis er det bedste valg til dine smykker, og hvordan du bedst passer på dine øreringe.

Find de perfekte øreringe, der passer til dig

Find de perfekte øreringe, der passer til dig

© Anna Stokland

De perfekte øreringe

Ligesom vi ser skiftende tendenser, når det gælder tøj, gør det samme sig også gældende for de forskellige typer af øreringe.

Moden inden for øreringe veksler mellem statement-øreringe, mindre ørestikker, hoops, perleøreringe og meget mere. Derfor gennemgår vi nu de forskellige typer af øreringe og materialer, som øreringe fås i – og så er det op til dig at beslutte, hvilke øreringe der skal pryde dine øreflipper.

Det kan du finde i artiklen:

  • Øreringenes materiale
  • De forskellige former for øreringe
  • Vedligeholdelse af øreringe – hvordan rengører man øreringe?
  • Danske smykkedesignere

Øreringenes materiale

Vil du investere i et par øreringe, som kan vare hele livet, er materialer som guld og sølv et godt valg. Dog er det ikke helt ligegyldigt, hvilken karat du vælger til dine øreringe, og overraskende nok er en høj karat ikke altid det bedste valg.

Øreringe af guld fås i forskellige kvaliteter, hvor de fleste er i 9, 14, 18 eller 24 karat, hvor sidstnævnte er den reneste form for guld. Du finder dog ikke mange øreringe i 24 karat, fordi guld i denne form er meget blødt og derfor hurtigt vil blive bøjet og ridset. Udover at komme i forskellige slags karat, findes der også flere farver af guld til dine øreringe, såsom hvidguld, rødguld og gult guld.

Øreringe af forgyldt sølv er, som betegnelsen antyder, udformet i sølv og dernæst belagt med et lag guld. Det er derfor vigtigt at passe godt på dine forgyldte øreringe, så overfladen ikke bliver slidt af for hurtigt. Du kan for eksempel med fordel opbevare dine øreringe i et fint og dekorativt smykkeskrin, og så skal du derudover huske ikke at gå i bad med øreringene på, hvis du vil have, at de skal holde længere.

Skulle uheldet være ude, kan du dog oftest få forgyldt dine øreringe på ny, hvis de trænger til en opfriskning.

Øreringe af sølv fås blandt andet i 99,9 procent sølv, som er den reneste form – men sterlingsølv er dog den mest udbredte type til øreringe og dækker over en blanding af sølv med andre materialer. Ligesom guld er sølv i den reneste form nemlig svært at holde pænt, fordi øreringe og øvrige smykker i dette materiale hurtigt bliver bøjede og ridsede.

Øreringe af sortsølv er lavet af sølv, som er oxideret. Dette materiale giver et råt udtryk og er blandt andet brugt i mange af det danske smykkebrand Line & Jos tidligere kollektioner.

De forskellige typer af øreringe

Fra store statement-øreringe til helt små, diskrete ørestikker. Der findes utallige typer af øreringe, og vi guider til nogle af de mest populære varianter her.

Tassel-øreringe er med sine – ofte farverige – perler eller snore samt længde et festligt indslag i dit outfit. Kombinér eventuelt de vilde øreringe med et mere diskret outfit i neutrale toner, der vil få de flotte øreringe til at stå endnu mere frem.

Hoop-øreringe eller creoler er en klassiker, der aldrig går af mode. Hoops og creoler er nogle de mest klassiske øreringe, du kan få, og så passer de til stort set alle outfits. De runde hoop-øreringe fås desuden i flere forskellige størrelser, fra helt små, der sidder tæt på øreflippen, til store 90’er-inspirerede modeller – og øreringene kan dermed give dig et helt forskelligt udtryk, alt efter hvilken størrelse du går efter.

Diamant-øreringe er endnu en klassiker, du aldrig går galt i byen med. Er du på udkig efter et par helt klassiske diamantøreringe, er ørestikkerne et godt bud, men vil du tilføje lidt ekstra glamour, kan du med fordel gå efter et par øreringe med længde. Diamanter er et eksklusivt materiale, og priserne er selvfølgelig derefter. Men, som Shirley Bassey synger i James Bond-soundtracket: “Diamonds are forever,” og har du først investeret i et par, vil du kunne bruge de klassiske øreringe resten af livet.

Perleøreringe har gennem de seneste år fået et revival, blandt andet ved hjælp af danske guldsmede som Sophie Bille Brahe, der har lanceret flere kollektioner med perler i fokus. Perleøreringe er en klassiker på lige fod med diamantøreringe og kan bruges for evigt – og de fås enten som de klassiske perle-ørestikker eller som øreringe med et anderledes og mere moderne udtryk.

Klips-øreringe er til dig, der ikke har huller i ørerne, men stadig gerne vil pryde dine øreflipper med et par smukke øreringe. Der findes heldigvis mange pæne klips-øreringe på markedet af både en mere diskret og mere prangende karakter, alt efter hvilken stil du går efter.

Ørestikker er perfekte, hvis du ønsker et par øreringe med et mere diskret udtryk. Enkelt behøver dog ikke at betyde kedeligt: Ørestikker fås nemlig både i guld, sølv, med diamanter, med perler og meget, meget mere, så du kan få fat i lige præcis det par ørestikker, som falder i din smag.

Statement-øreringe er karakteriseret ved at være store og prangende – og så kan du finde de flotte øreringe i en bred variation af former, længder og farver. Du kan derfor også med fordel sætte dine statement-øreringe sammen med et mere neutralt outfit, så øreringene får fuld opmærksomhed.

Hvordan plejer man øreringe?

Opbevaring af øreringe

Vil du gerne bevare dine øreringe i bedste stand, skal du hverken sove med dem eller have dem liggende ovenpå hinanden i smykkeskrinet. Det øger nemlig risikoen for, at de bliver ridsede, og at dine sølvøreringe oxiderer, hvis de får for meget luft. Oxidering viser sig som mørke pletter på sølvet. Det bedste er derfor at opbevare hvert par i hver deres lukkede stofpose.

Rens af øreringe

Hvordan rengører man smykker og særligt øreringe? Dine smykker renses bedst med en våd klud og vaskemiddel, undtagen dine perler, som efterhånden bliver glansløse af kontakt med eksempelvis opvaskemiddel. Du kan også pudse dit sølv, og det gøres med en klud og sølvrens, der kan købes i diverse supermarkeder.

Danske smykkedesignere

I Danmark er vi særligt dygtige til at lave smukke øreringe af god kvalitet, og du kan finde masser af øreringe blandt de danske guldsmede og smykkebrands – herunder Sophie Bille Brahe, Georg Jensen, Ole Lynggaard, Orit Elhanati, Carré og Olga Bonne, men du kan også finde fine øreringe fra mere prisvenlige mærker som Pilgrim, Stine A, Julie Sandlau, Pernille Corydon, Jane Kønig og Sif Jakobs.

Er du på udkig efter et nyt par øreringe eller andre smykker, kan du tjekke vores liste over de danske guldsmede og smykkedesignere, du skal kende.